Anna Pørtner
Den anerkendte og succesfulde internationale træner og dressurrytter, Jonny Hilberath er i morges gået bort i en alder af bare 69 år. Det skriver dressursport.kim. Jonny Hilberath opvoksede med hestene og har sidenhen haft stor succes som både rytter, landstræner for det tyske dressurlandshold og virksomhedsejer.
Jonny Hilberath var en sand hestemand og har tidligere udtalt: – Jeg lærte at finde ro i mig selv på hestene. Jeg lader ikke mine følelser styre mig i sadlen, men jeg prøver at tænke, analysere og forstå hestene så godt jeg kan. Hans rolige og optimistiske tilgang til hestene, ledte ham til et succesfuldt virke, hvor han et halvt år før de olympiske lege i London tilbage i 2012 overtog rollen som landstræner for det tyske dressurlandshold, efter daværende landstræner Holger Schmezers pludselige død.
Allerede kort efter OL i London meddelte Jonny Hilberath dog, at han ikke ønskede at fortsætte som landstræner. Han ville i stedet vie sin tid til sin egen træningsstald i Scheesel, Tyskland, hvor han både uddannede heste og trænede flere OL-ryttere sammen med sin kone Anika, og ønskede derudover at genoptage sin egen ridekarriere.
Jonny Hilberath har konkurreret i både spring og dressur op til S-niveau, men da han mødte træneren Rosemarie Springer blev han dog fanget af dressuren, og det var da også hos Springer, at han tog uddannelsen som berider og fik chancen for at møde og træne for Herbert Rehbein.
Herefter tog det fart, og Jonny Hilberath havde sidenhen stor succes på dressurbanerne. Sammen med den elegante brune vallak Fariano e. Wanderbusch I/ Wienerwald markerede Jonny sig på de internationale dressurbaner, hvor ekvipagen har opnået flere sejre og placeringer på Grand Prix-niveau, vandt bronze ved de tyske mesterskaber i 2007 og så var de på det tyske bruttohold.
Æret være Jonny Hilberaths minde.