Nina Marie Villadsen
Nyere forskning har set nærmere på graden af den fysiske belastning, ryttere (nærmere bestemt aktive og højtpræsterende jockeyer og springryttere) udsættes for ved ridning.
Ikke nok med, at ryttere får pulsen op under ridning, de opnår også træning af den vigtige korsetmuskulatur, der styrker mave og ryg, samt træning af balance og grundkondition. Men hvilket niveau ligger toprytterens præstationer på i forhold til topatleter i andre krævende idrætsgrene?
Det er Jon Pitts, som er en af verdens førende eksperter inden for fysik og træning, der gennem længere tid har samarbejdet med professionelle jockeyer og springryttere på at kortlægge intensiteten af deres træning. Her har hjertemonitorer været brugt til at måle hjertekapaciteten, hvor springryttere i aktion viste sig at have en gennemsnitlig pulsfrekvens på 160. Man testede også iltoptaget hos jockeyer under 1200 m galop (som tager ca. 1,2 minutter), og deres lungekapacitet viste sig at være lige så god, som en 400 m sprinter. Ergo kan man godt konkludere, at ridning på højt niveau er sammenligneligt med anden fysisk krævende topidræt.
Det er efterhånden alment kendt, at rytterens præstationsevne på hesten øges i takt med rytterens grundkondition – i hvert fald på højt niveau – og at det ikke kun er den tekniske kunnen, der spiller ind. Derfor er fysisk træning lige så vigtig for ryttere, som for alle andre atleter.
Ifølge undersøgelsen er de fysiske krav højest til jockeyer grundet den tid, de skal præstere maksimalt i, samt de strenge krav til en lav kropsvægt. Da muskelmasse vejer mere end fedt, er vægtløftning ikke en gunstig træningsform for jockeyer – de fokuserer i stedet deres træning på ridningen og lettere konditionsopbyggende motion, hvor ridningen i sig selv stort set er nok, da jockeyerne rider henved 800 løb årligt. Dette skulle svare til samme fysiske anstrengelse som hos enhver anden topatlet. Dertil er der et krav om en muskuløs overkrop, da jockeyerne skal kunne manøvrere den 500 kg tunge hest og holde en god balance gennem hele ridtet. Hos springrytteren betyder vægten ikke nær så meget, om end den ikke er ligegyldig for hestens præstationsevne.
Løb er en populær træningsform, men ifølge Pitts er rytteres knæ i forvejen så udsat for slitage, at power walking er langt mere fordelagtig, specielt for ryttere, som rider med kortere stigbøjler. Hos ryttere er både balance og korsetmuskulatur essentiel, da en rytter i ubalance giver en hest i ubalance. Her er det vigtigt at træne korsetmuskulaturen, og Pitts anbefaler træning med balancebold eller core-træning. Også pilates og yoga er effektive, da de ikke belaster kroppen unødigt. Endelig er også konditionen vigtig, da en træt rytter lettere mister koncentrationen. Pitts bedste råd til rytterne er: Rid mere! Det er den bedste træning du kan få. God træning!
Kilde: Equilife.no
