Trine Askjær-Jørgensen
Når Healthy Horse den 7. juni 2026 markerer sit 25-års jubilæum, er det samtidig en fejring af et kvart århundrede med dedikeret arbejde for hestes sundhed, trivsel og holdbarhed i Danmark.
Det, der begyndte som en visionær iværksætterdrøm i 2001, har udviklet sig til en professionel virksomhed med flere specialiserede forretningsområder indenfor hestebranchen. Healthy Horse var blandt pionererne i Norden, da virksomheden introducerede den første aquatræner til heste med fokus på skånsom og korrekt genoptræning. I dag omfatter virksomheden avancerede faciliteter indenfor rehabilitering og træning, herunder aquatræning, koldtvandsspa, Bemer, cryo og vibrationsgulv.
Samtidig har Healthy Horse gennem årene udvidet forretningen betydeligt og driver i dag også franchiseafdelinger i Høng, Horsens og Randers samt en professionel træningsstald for galopheste.
– Hestevelfærd har været vores omdrejningspunkt gennem alle 25 år. Vores ambition har altid været at kombinere faglighed, innovation og passion for at skabe de bedste rammer for både sportsheste og hobbyheste, udtaler Sandie Kjær fra Healthy Horse.
Åbent hus med fokus på hestevelfærd, faglighed og fællesskab
Jubilæet markeres med et åbent hus-arrangement i hovedafdelingen i Skibby, hvor kunder, samarbejdspartnere, branchefolk og alle med interesse for heste er inviteret til en dag i hestens tegn.
Dagen vil byde på massere af forskellige aktiviteter, faglige indslag i foredragsteltet, netværk og mulighed for at se tilbage på virksomhedens udvikling gennem de seneste 25 år – samt se frem mod fremtidens ambitioner indenfor hestevelfærd, genoptræning og professionel træning. Der vil desuden blive serveret kaffe og kage i uformelle rammer.
Praktisk information:
Se mere på www.healthyhorse.dk og www.healthyhorsestudandracing.dk
Sandie Kjær fortæller mere i videoen her: