Marie Helene Rigård Rohleder
– Kaffen bagefter er ligeså vigtig som ridningen, fortæller Anne-Mette Høgh på 53 år. Hun har gået til ridning på Rideklubben Birken i Skals i 40 år på et stort set uændret ridehold bestående af syv kvinder, der elsker fjordheste ligeså meget som Anne-Mette selv.
– Jeg er opvokset på en gård tæt ved Rideklubben Birken, og jeg fik min første pony som syvårig. Da jeg blev 13, blev mine forældre enige om, at jeg måske også skulle lære at ride, og så startede jeg til ridning på Birken sammen med Annette Ruhoff. Og det er jeg blevet ved med lige siden, fortæller Anne-Mette Høgh.
Holdet har haft enkelte udskiftninger, men de seneste 25 år har det bestået af Anne-Mette Høgh, Annette Ruhoff, Maibritt Nielsen, Jette Ømark, Pia Rosenhøj Hansen, Jane Rasmussen og Kirsten Andersen.
De rider alle sammen på fjordheste, og de fleste avler selv den gule race.
Holdet rider hver tirsdag, og de får undervisning af Helle Graves på Birken. De træner mest dressur, men da de var yngre blev der også sprunget. Og så er der selvfølgelig kaffen bagefter.
– Vi er gode veninder alle sammen. Vi er med til hinanden fødselsdage, bryllupper, og i sommerferien rider vi altid til stranden. Vi holder grill aften, hvor vores mænd får lov at komme med. Vi har et stærkt og godt fællesskab, som betyder ligeså meget som ridningen, siger Anne-Mette Høgh.
De syv hesteveninder har også en stor passion for avl af fjordheste, og de har flere gange været til kåringer og dyrskuer med egne afkom eller som trofaste hjælpere.