Anna Pørtner
I 50 år har heste, ridning og fællesskab været omdrejningspunktet i Sabro Rideklub. I morgen, lørdag den 5. september fejrer klubben jubilæet med åbent hus, opvisninger og fest – men samtidig står klubben over for store overvejelser om, hvor fremtidens Sabro Rideklub skal ligge.
Sabro Rideklub blev stiftet den 24. august 1976 af en række lokale ildsjæle. Dengang var klubben et samlingspunkt for lokale hesteejere, og ridningen foregik på en ridebane bag Sabro Kirke.
Siden er der sket meget. I dag holder klubben til på Grønvej 110 i Sabro vest for Aarhus, hvor omkring 200 medlemmer har deres daglige gang. Som en af de få rideklubber i Danmark ejer Sabro Rideklub selv bygningerne og jorden, som klubben ligger på.
Fra udendørs ridning til moderne faciliteter
I klubbens første år foregik al ridning udendørs – uanset om vejret bød på regn, sol eller sne.
– I 1976 var klubben et samlingspunkt for lokale hesteejere, og aktiviteterne foregik på en ridebane bag Sabro Kirke. Dengang foregik al ridning udendørs, uanset om der var regn, sol eller snevejr, lyder det fra klubben.
I begyndelsen af 1980'erne opstod muligheden for at købe ejendommen på Grønvej, og her så klubben mulighederne for at skabe bedre rammer og blandt andet få en ridehal og etablere en rideskole. Købet blev i høj grad finansieret gennem indtægterne fra de ugentlige bankospil, som klubben arrangerede gennem en årrække.
Siden er facilitererne løbende blevet udviklet. I 2012 blev de daværende stalde renoveret, og klubben fik blandt andet en ny stald med plads til 18 heste på boks samt en nyrenoveret løsdriftsstald.
I 2019 blev endnu et stort ønske realiseret, da klubben med hjælp fra Aarhus Kommune kunne tage to fiberbaner i brug. Banerne på henholdsvis 20x60 meter og 20x40 meter gør det muligt at ride udendørs en større del af året. Dertil kommer en græsspringbane, som efterhånden er en sjældenhed rundt i de danske klubber.
Stor rideskole og mange frivillige
I dag er rideskolen en central del af Sabro Rideklub. Der er undervisning fra mandag til lørdag, og interessen for at gå til ridning er stor. Faktisk har klubben gennem flere år haft en lang venteliste, og nye ryttere må i øjeblikket forvente at vente op til et par år på en plads på et hold.
Klubben ejer selv 14 elevheste, som går på døgnfold med adgang til en stor løsdriftsstrald. Hestene kommer ind hver morgen for at blive tilset og fodret og igen om eftermiddagen, når de skal deltage i undervisningen. Udover elevhestene er der plads til 20 opstaldere på stedet.
Den daglige leder af klubben er eksamineret træner Netta Touvinen, men en stor del af klubbens aktiviteter bæres af frivillige kræfter. Bestyrelsen består af 11 medlemmer, herunder formand, sekretær og kasserer samt forpersonerne for klubbens otte udvalg.
Udover den almindelige rideskoleundervisning er kalenderen fyldt med aktiviteter året rundt. Der arrangeres blandt andet stævner, ridelejr, arbejdsdage, stævnehygge, pinseridt, fastelavnsstævne, julestævne, PowerPåske og foredrag med fællesspisning.
– Sabro Rideklub er i høj grad båret af frivillige kræfter, og gennem årene har vi haft mange forskellige aktiviteter, som har været med til at skabe fællesskabet i klubben, forklarer de.
Jubilæum med ridning på programmet
50-års jubilæet markeres lørdag den 5. september med åbent hus fra klokken 12.00 til 16.00, inden der senere på dagen er jubilæumsfest.
På programmet er blandt andet en kvadrille, voltigering og en dressuropvisning med berider Søren Wind, som oprindeligt kommer fra Sabro. Der bliver også stafet, hvor heste og hunde skal dyste på fart, mens Rebecca Lynge viser ridning med fjordesteracen. Dagen rundes af med en springklinik ved klubbens daglige leder, Netta Touvinen.
Gæsterne kan desuden prøve en træktur eller udfordre sig selv på en kæphestespringbane. Der bliver også mulighed for at støtte klubben gennem blandt andet trillebørelotteri, hestebingo og quiz. Med andre ord bliver det altså en festlig dag, hvor klubbens mangeårige fællesskab og engagement skinner igennem.
Hvad venter Sabro Rideklub i fremtiden?
Selvom jubilæet er en anledning til at se tilbage på 50 års historie, fylder fremtiden også hos klubben.
Aarhus Kommune har lagt nye planer og ønsker for klubbens matrikel og de omkringliggende jorde. Det betyder, at Sabro Rideklub står over for en større beslutning: Skal klubben blive på Grønvej 110, eller skal den i fremtiden flytte til en anden matrikel?
– Vi står over for store overvejelser om, hvorvidt vi skal blive på vores nuværende adresse, eller om vi skal rive teltpælene op og flytte rideklubben til en anden matrikel. Det er endnu ikke afklaret, fortæller klubben om beslutningen.
Beslutningen er endnu ikke afklaret, og dermed kan jubilæumsåret også blive begyndelsen på et nyt kapitel i klubbens historie. For nu handler det først og fremmest om at fejre de første 50 år og de mange mennesker og heste, der gennem fem årtier har været med til at skabe Sabro Rideklub.