Niels Clemmensen
Fremtiden så ikke lys ud for Uggerhalne Sportsrideklub, da ejendommen de lejer sig ind i blev sat til salg sidste år. "Rideklubben løb lige nøjagtigt rundt rent økonomisk, men realistisk set var grundlaget for at drive rideklub i fremtiden nok ikke det største," udtaler Heidi Eriksen, næstformand i rideklubben.
Da Andreas Helgstrand, indehaver af Helgstrand Dressage og nabo til Uggerhalne Sportsrideklub, købte ejendommen var bestyrelsen spændte på deres videre eksistens. Kommunen havde meldt ud, at de ikke ville give mere i tilskud, og rideklubben kunne derfor ikke betale højere husleje end de tidligere havde gjort. ”Dog viste Andreas sig særdeles retfærdig og lydhør over for vores situation,” fortæller Heidi Eriksen og fortsætter; ”Rideklubben får lov til at fortsætte med uændret husleje til trods for de nye faciliteter vi får tilført.”
Andreas Helgstrand investerer et stort millionbeløb i helt nye stalde, ridehaller og udendørs baner, og hans vision for fremtiden er, at skabe Danmarks bedste ponykraftcenter både for bredden og for eliten. At der også bliver plads til bredden, ligger klubben meget på sinde.
Hele ejendommen bliver jævnet med jorden og bygget op fra ny – der kommer nye staldafsnit med plads til 50 heste, 2 nye ridehaller (begge 20x60 meter) og en ungdyrstald med løsdrift, der skal rummer Helgstrands kommende rideheste. Ligeledes bliver rideskoleafdelingen udbygget med en handicapdel.
"Vi er så spændte på at komme i gang, og med Andreas’ mange idéer og visioner ser fremtiden lys og interessant ud for os i Uggerhalne Sportsrideklub," udtaler Heidi Eriksen.
Følg byggeriet på Uggerhalne Sporstrideklubs facebookside
Uggerhalne Sportsrideklub
Helgstrand Dressage