Donkey Boy vandt sin Grand Prix-debut (video)

01-05-2022 12:53

Trine Askjær-Jørgensen

Avlshingsten Hesselhøj Donkey Boy har denne weekend været afsted til sit andet stævne med sin relativt nye rytter Anne-Mette Strandby Hansen fra Helgstrand Dressage. Hos Hovgaard Rideklub stod den på ekvipagens anden Intermediaire II og debut i Grand Prix

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen på andenpladsen, Anne-Mette Strandby Hansen på førstepladsen og Trine Mittag på tredjepladsen i dagens Grand Prix på Hovgaard Rideklub. Foto: Hovgaard Rideklub
Nyheden fortsætter efter annoncen

I denne weekend finder årets første udendørs landsstævne sted på Hovgaard Rideklub. Mange af landets topryttere har taget turen til Sydfyn for at starte ved stævnet, som også har været velbesøgt af mange tilskuere, der har nydt flot dressur i pragtfuldt vejr.

En af de måske mest spændende ekvipager at følge i denne weekend må være elite- og guldmedaljehingsten Hesselhøj Donkey Boy e. ERA Dancing Hit/ Milan (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck), der med berider Anne-Mette Strandby Hansen fra Helgstrand Dressage skulle gå sin kun anden Intermediaire II og i dag søndag debutere i Grand Prix – for ikke at glemme forsøge at kvalificere sig til DM.

Donkey Boy har haft meget stor succes under berider Jan Møller Christensen, idet ekvipagen sammen har vundet DRF og Pavo's championat i dressur for 4-, 5-, 6- og 7-års heste, og sideløbende tre år i træk været topplaceret i UVM-finalerne med bronze for 5-års og sølv for 7-års.

I 2020 flyttede hingstens ejere, Alexandra og Kristin Andresen, Donkey Boy til Helgstrand Dressage, hvor Betina Jæger Jensen har fortsat uddannelsen. Da Betina i efteråret 2021 blev opereret, var det berider Anne-Mette Strandby Hansen, der overtog tøjlerne på Donkey Boy. De to er nu blevet et fast makkerpar og har her ved deres kun andet stævne sammen redet et hamrende flot resultat hjem.

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Strandby Hansen og Hesselhøj Donkey Boy. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

I går red Anne-Mette og den 10-årige hingst sig til 76,184% i deres kun anden Intermediaire II og vandt klassen. Det gjorde de foran Anne Sofie Aaen og Fürsten-Flame e. Fürstenball, der kom ind på andenpladsen med 70,833%, og på tredjepladsen Sanne Henningsen og Atterupgaards Berlucchi e.  Belissimo M x Caprimond E.H. (opdr. Atterupgaard) med 70,175%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klassens resultat.

I dag debuterede Anne-Mette så Donkey Boy i Grand Prix, og her blev det til flotte 75,367% og en sejr med næsten to procent ned til Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro, der kom ind på andenpladsen med 73,500%. På tredjepladsen blev det Trine Mittag og Gammelenggårdens Easy e. Light and Easy/ Akinos med 70,233%.

Klassens resultat.

Tidligere på dagen var placeringsrækken næsten den samme i en anden klasse. Anne-Mette Strandby Hansen vandt nemlig Prix St. Georges på Eternity 75 e. Escolar/ Sir Donnerhal I med 75,438%, og lige efter på andenpladsen fulgte Daniel Bachmann Andersen på Zac Efron MT OLD e. Blue Hors Zack/ Don Larino med 73.728% – og placeringsrækkefølgen var faktisk præcist den samme i gårsdagens Prix St. Georges ved landsstævnet, hvor Anne-Mette og Daniel også blev nr. 1 og 2 med disse to heste.

Klassens resultat.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen