Springhestene indtog Uggerhalne med udtagelser til Eliteskuet

01-08-2026 19:39

Annika Knudsen Lorentsen

Avl

Springhestene var i fokus i Uggerhalne Sportsrideklub, hvor Dansk Varmblod region 7 afviklede 2-års bedømmelse, sadelkåring og følskue med flere udtagelser til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.

Copyright Ridehesten.com
Maskedals Va’sado med opdrætterne Helle Møller Andersen og Per Christensen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblod region 7 har haft et par travle weekender i Uggerhalne Sportsrideklub. Hvor det i sidste weekend drejede sig om dressurhestene, var det springhestene, som var i fokus lørdag den 1. august.

Dagens program bød på 2-års bedømmelse, sadelkåring og følskue, hvor i alt syv heste sikrede sig billetter til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus. Dommerteamet bestod af Signe Wiese og Allan Blomgreen med Anne-Marie Lindberg Johansen som sekretær.

Fire Eliteskue-billetter før følskuet
Dagens første bedømmelse var de 2-årige springbetonede heste, hvor Maskedals Harmonie La’Be e. Action Man Ask Z/Ci Ci Senjor Ask, ejet af Helle Møller Andersen og Per Christensen og opdrættet af Lasse R. Bendixen, blev udpeget som dagens bedste 2-års springbetonede hoppe og samtidig sikrede sig en billet til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.

Efter 2-års bedømmelsen fortsatte programmet med sadelkåring af de springbetonede hopper.

Titlen som dagens bedste 3-års springhoppe gik til Havanna e. Hardrock Z/Clarimo, opdrættet af Henrik Hansen og ejet af Raabjerg Equestrian & Maja Raabjerg Sørensen, som samtidig blev udtaget til Eliteskuet.

Hos de 4-årige gik titlen som dagens bedste springbetonede hoppe til Iliona Kilen e. Glasgow-W vh Merelsnest/Heartbeat, opdrættet og ejet af Åse og Henning Urup. Også hun blev udtaget til Eliteskuet.

Derudover sikrede Fleuri Kilen e. Hardrock Z/Chaman, ligeledes opdrættet og ejet af Åse og Henning Urup, sig en billet til Eliteskuet.

Tre springføl udtaget i Uggerhalne
Der var 16 føl til bedømmelse, og dommerteamet satte seks føl i finaleringen.

Det var let at gætte, hvilket hoppeføl, som ville gå med titlen Skuets Bedste, for dommerne havde udtaget et enkelt hoppeføl og fem hingsteføl til finalen. Det var også et hoppeføl af meget høj kvalitet, som Signe Wiese bemærkede i sin karakteristik af føllet Volstrups Juline e. Jupiter/Colman, trukket på Volstrups Colline e. Colman. Hoppen har selv været aktiv i sporten og har bl.a. repræsenteret Dansk Varmblod ved UVM på Zangersheide.

Copyright Ridehesten.com
Volstrups Juline, skuets bedste hoppeføl. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Om Volstrups Juline sagde dommerne bl.a.:

Det er jo et storrammet, ædelt og feminint føl at se på. Der er en rigtig god harmoni, og hun har en meget velplaceret skrå og lang skulder, en velfungerende, smidig overlinje og et langt muskuløst kryds. Hun er meget velfungerende i galop, hvor hun galoperer rummeligt og energisk og formår at holde balancen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Volstrups Juline indløste samtidig en billet til KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus.

Flere om buddet blandt hingsteføllene

Der var fem hingsteføl, som bejlede til titlen Skuets Bedste, og efter at have givet karakteristik af alle i holdet bad Signe Wiese om, at to føl blev i hallen, idet de begge havde opnået adgang til Eliteskuet.

Helle Møller Andersen og Per Christensen fra Maskedal stod allerede tidligere på dagen på fløjen med dagens bedste 2-års springbetonede hoppe, og dommerne faldt også for deres charmerende, højtstillede hingsteføl Maskedals Va’sado e. Vassini Ask/Toulouse, trukket på elitehoppen Maskedals Talina.

Copyright Ridehesten.com
Maskedals Va’sado, skuets bedste hingsteføl. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Om Maskedals Va’sado sagde dommerne bl.a.:

– Her er der tale om et føl, hvor man ikke er i tvivl om, det er et hingsteføl. Han har en fantastisk flot udstråling, og han har bibeholdt harmonien i kropspartierne. Han har en lang, velansat, velformet hals, en velplaceret skulder og et langt og virkelig muskuløst kryds. Han galoperer kraftfuldt med energi og løfter op i albuerne, når han galoperer og holder balancen.

Han blev udnævnt til Skuets Hingsteføl og indløste samtidig billet til Eliteskuet.

Copyright Ridehesten.com
Bragenholts Domino, udtaget til Eliteskuet. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Det andet føl, som fik billet til Eliteskuet, kom fra Rasmus Rise, der fremstillede Bragenholts Domino e. Dominator 2000 Z, trukket på guldmedaljehoppen Cleo VH e. Clinton I.

Om ham sagde dommerne bl.a.:

Et hingsteføl med det helt rigtige kønspræg. Et velmarkeret, vellinjeret maskulint hingsteføl, også et føl med et herligt udtryk. Og med en lang, skrå velmarkeret skulder, stærk overlinje og et føl med nogle velmarkerede, velstillede lemmer og endelig et føl som formår at omsætte sine muskler i overlinjen og bagparten til en kraftfuld, energisk og meget velbalanceret galop.

Se resultatet fra region 7 her: DV springkåring og skue region 7 Uggerhalne

Ridehestens fotografer har været til stede under dagens arrangement. Alle billederne vil være online hurtigst muligt.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner