Thomas Bach Jensen
Mange af Danmarks hingstestationer benytter det tidlige forår til at fremvise deres hingstekollektion for hoppeejerne. På lørdag er det Helgstrand Dressage og Støvring Hingstedepot, der indbyder til åbent hus-arrangement på Møgelmosegaard og byder på hingstefremvisning opfulgt af hygge med pølser, øl og vand.
For at kunne imødekomme den store interesse sættes der ekstra tribuner op, så der bliver bedre plads til alle. Alligevel vil det være en god idé at komme i god tid. Kinnerup Hesteartikler har opsat et stort telt, hvor de vil sælge Kingsland varer med rigtig mange gode tilbud. BMW vil også være til stede og udstille forskellige bil-modeller. Hjallerup Maskinforretning er til stede med forskellige landbrugsmaskiner, og Equsana vil kunne give gode råd omkring fodring.
Helgstrand Dressage præsenterer i år en spændende hingstekollektion, som tæller fløjhingste og materialprøvevindere fra Dansk Varmblod, Oldenburg Verband og KWPN, og den anerkendte berider Morten Thomsen vil medgive nogle af hingstene sine kommentarer og vil desuden vise arbejde fra jorden. Sideløbende med hingstenefremvisningen vil der være et gennemgående tema med ”Hvad er det der sælger?”, hvor Helgstrand Dressage deler ud af viden og erfaring med, hvad er det for nogle heste der sælger.
Den årlige hingstefremvisning på Møgelmosegaard er et stort tilløbsstykke, og i år har man valgt at gøre en ekstra indsats for at tilgodese bl.a. udenlandske kunder. Derfor vil hele hingstefremvisningen blive livestreamet via ClipMyHorse.tv