Thomas Bach Jensen
Odense Horse Show vil markere 10-års jubilæet med flere enestående begivenheder, og igen give publikum en uforglemmelig oplevelse i Odense den 19.-23. oktober. Det er dog den sidste, forlængede weekend, den reelle fejring af jubilæet finder sted. Det er også denne weekend vi kan nyde de sportslige højdepunkter som World Cup-kvalifikationen i dressur, Dansk Ride Forbunds championatsfinaler i springning og dressur samt den medrivende Grand Prix-springning og Odense Show Night.
En gave til publikum
I år har Odense Horse Show en intention om at give de besøgende en helt unik og ekstraordinær oplevelse. I forbindelse med fejringen af 10-års jubilæet vil der derfor fredag aften være besøg af ingen ringere end den verdensberømte hesteakrobat Lorenzo.
Odense Horse Show har i denne aftale virkelig gjort et scoop, da Lorenzo med sine hvide heste altid giver et helt fantastisk og unikt indblik i et arbejde med hestene, der er både anderledes og inspirerende for de fleste hesteinteresserede. Fredag den 21. oktober vil denne store personlighed gæste Odense Congress Center og løfte taget på den store Kingsland Arena.
Som endnu en fordel om fredagen koster det store show ikke ekstra at opleve. Hvis man allerede har købt sig en heldagsbillet, kan man efter dagens sportslige attraktioner, som omfatter finalen i Dansk Ride Forbunds championater, ligeledes overvære aftenens show.
For de dressurinteresserede
Dressurmæssigt vil lørdagens program indeholde en Prix St. Georges efterfulgt af Grand Prix-dressur, som ligeledes er kvalifikation til World Cup-küren, der finder sted søndag. Det er i denne kür rytterne kan hente point til finalen i april. Søndag vil man også kunne overvære Intermediaire I og Prix St. Georges.
Odense Show Night
Igen i år inviterer arrangørerne til Odense Show Night lørdag aften. Et show der er en herlig blanding af sport og underholdning, og i år bliver alle sejl sat til, for at gøre denne aften endnu større for at fejre jubilæet.
Showet starter med afgørelsen i den store Grand Prix of Odense, hvor de bedste ryttere fra hovedspringningen mødes i en forrygende omspringning.
Fordelagtige priser
Igen i år tilbyder Odense Horse Show fordelagtige priser på adgangsbilletter. Der er mulighed for at købe en heldagsbillet fra blot 300 kr. til eksempelvis lørdag, der er JBK’s store familiedag, hvor man kan få en totaloplevelse der tiltaler hele familien.
Det er desuden muligt at købe et nummeret sæde i arenaerne, så man får lige den plads man foretrækker. Derudover kan man ligeledes tilkøbe sig adgang til Helgstrand VIP-dinner lounge, hvor der hver dag serveres lækker frokost samt aftensmad.
Se mere om stævnet HER.