Internationalt voltigestævne til Esbjerg

14-03-2015 16:18

For første gang i knap 20 år kommer der et internationalt voltigeringsstævne til Danmark. Sidste gang var i 1996, og denne gang bliver det den 29. – 31. maj på Esbjerg og Omegns Rideklub (EOR), som netop har fået godkendt propositionerne 

Copyright Ridehesten.com
Esbjerg og Omegns Rideklub.

CVI Esbjerg hedder stævnet, hvor man vil kunne opleve nogle af de bedste internationale voltigører, og der er stor opbakning alle steder fra.

Et stævne med udenlandske deltagere
”Til at starte med troede jeg bare, at det at holde internationalt stævne var som at holde et dansk stævne med udenlandske deltagere. Det er dog noget mere omfattende, har jeg siden måtte erkende, og der har været mange flere ting at sørge for. Men nu synes jeg efterhånden, at der er kommet styr på det hele - både med hotel, dommere, sponsorer og så videre,” fortæller Sanne Lorenzen, som er berider i EOR, træner for klubbens voltigører og primus motor bag det første internationale voltigestævne i Danmark i mange år.

”De forskellige lande er begyndt at ringe, og vi ved allerede at Sverige, Holland, England, Tyskland og Skotland kommer. Det bliver dejligt at få så store internationale navne til Esbjerg, og vi forventer, at der kommer mellem 50-70 heste og omkring 250 udøvere. Vi har oprettet en Facebook-gruppe til at eftersøge hjælpere, og alle andre klubber med voltigørere stiller med flere hjælpere, og så har vi selvfølgelig også vores egne hjælpere. Det er rigtig fedt med den store opbakning alle steder fra.”

Der vil være åbningsceremoni fredag den 29. maj 2015 kl. 09.00 med deltagelse af H.K.H. Prinsesse Benedikte, som er protektor for stævnet.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Esbjerg og Omegns Rideklub

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner