Maria Lerche Mortensen
Ringsted Sports Rideklub inviterede i dag for tredje og sidste dag publikum til flot dressurridning på de to fiberbaner. I modsætning til i går, da youngrider-finalen blev afholdt, holdt vejret tørt hele dagen i dag, hvor det helt store trækplaster var juniorenes kür i finalen af Agria DRF-mesterskab, der blev afholdt hen ad eftermiddagen.
I går blev juniorenes indledende klasse til mesterskabet afholdt. Der var 36 ekvipager til start, men allerede her lagde Sophia Boje Obel Jørgensen og Brilliant (e. Bretton Woods / Diamond Hit, opdr. Gestüet Lewitz) sig I spidsen med imponerende 76,433 % I MB1. I dag red Sophia på banen som den sidste, men hun holdt hovedet koldt hele vejen, og ekvipagens elegante kür med musik fra bl.a. Zoe Wees og Rihanna, blev belønnet med 79,050 % af de fem dommere. Hermed blev den samlede procentsats 155,483 % over de to dage og med mere end 6 % til nærmeste konkurrent blev det til en sikker sejer.
-Jamen hun er suveræn. Det ser så godt ud… Og det er en fin fin hest, men hesten gør det ikke alene, det er der ingen der gør! fortæller Ulf Helgstrand om vinderekvipagen – Altså det kan man kun tage hatten af for. De ser utrolig charmerende ud, en utrolig harmonisk ekvipage, slutter han imens han glædes over at der til stævnet er blevet vist super flot ridning og påpeger at bredden blandt de unge i dressuren aldrig før har været så stor.
Elisabeth Cecilie Bonefeld-Dahl og Don Furioso (e. San Amour / Jazz, opdr. W. Den Besten) endte på 149,349 % efter en flot kür med et super galopprogram til musik fra Mission-Impossible filmene, ridtet blev bedømt til 77,025 %, hermed blev det til en komfortabel sølvmedalje til ekvipagen der for nyligt desuden blev nordisk mester i kür i Finland.
Liva Addy Guldager Nielsen og Don Caballero (e. Blue Hors Don Olymbrio / Blue Hors Don Schufro, opdr. Jytte Strangholt og Kurt Nørskov) lå efter den indlendende klasse lige udenfor podiet, men dagens kür flød nydeligt og fik hurtigt sendt dem på kurs mod medaljerne, 74,325 % blev ekvipagen belønnet med og sluttede derfor på 146,190 % som sikrede dem bronzen.
Udover A-finalen i mesterskabet, afholdte Ringsted Sports Rideklub i dag klasser lige fra LA1 på C-plan til Grand Prix Special på B-plan, således har der været godt gang i begge baner. – Jamen det er jo et flot stævne. Det er jo lidt uheldigt i år med vejret, men det er der jo ikke nogen der kan gøre for. Det var flot arrangeret, Fortæller Ulf Helgstrand.
Fra morgenstunden blev der på hovedarenaen afholdt B-finale i kür for juniorene. Her sejrede Ida Guldbrandsen og Ankelgårds Rhea (e. Blue Hors Don Olymbrio/ Blue Hors Don Schufro, opdr. Andreas Gregersen) med 74,813 %. Andenpladsen snuppede Karoline Mathilde Ravnsbo med Atterupgaards Kawasaki (e. Krak C / Stedinger, opdr: Atterupgaard) efter et ridt til 74,188 %. Anabelle Rehn og Dalwhinnie 12 (e. Dancier / Diamond Hit, opdr. ZG Czernicki og Schneider) indtog placeringen som nummer tre med 73,813 %.
Inden afviklingen af DM finalen, blev der desuden afholdt en Prix St. George. Der blev fremvist mange heste af helt utrolig kvalitet, især Hevringholms Delaya (e. Era Dancing Hit / Blue Hors Hertug, opdr: Anne-Sophie Høyer Christensen) med Rune Willum Hansen i sadlen samlede mange flotte karakterer sammen og endte med en score på 77,5%. Andenpladsen tog Susanne Barnow og Saugua La Grande (e. Soreldo / Blue Hors Don Romantic, opdr. Fam. Barnow) sig af, efter et ridt til 69,737 %. Sandra Aagaard Hyrm blev nummer tre med Cavanillas-W (e. Florett.com) med 69,298%.
Ridehesten.com har taget taget billeder både lørdag og søndag på B&B Horse Arena. Se billederne her på siden i løbet af den kommende uge!