Danske ponyryttere helt suveræne trods udfordringer

29-06-2019 11:27

Britt Carlsen

Ponydressurrytterne satte tingene på plads i den individuelle kamp om medaljer ved Agria Noridic-Baltic Championships - de var iskolde og fokuserede på banen, på trods af nogle udfordringer i baglandet (video)

Copyright Ridehesten.com
13-årige Josephine Gert Nielsen og Dot Com vandt individuel guld for kat. I-ponyer på trods af, at ponyen er en kat. II-pony.

De danske ponydressurryttere var helt i særklasse i kürfinalen inde på gårdspladsen på Vilhelmsborg, hvor kat. I-rytterne satte sig på samtlige medaljepladser samt fjerdepladsen.

Det er imponerende at se rytterne ride deres kürprogrammer, hvor kontragalop nærmest er en helt ny gangart for de velredne ponyer. Anspring, overgange, det hele spillede for rytterne, der via deltagelse i ECCO Cup har fået redet deres kürprogrammer, så de nu kan vises med overskud og præcision. 

Dagens vinder blev blot 13-årige Josephine Gert Nielsen og hun rider sin kat. II-pony blandt I'erne og det gør hun med et stort overblik og sammen med de øvrige danske ryttere i finalen er hun et stort talent, som dansk dressursport forhåbentlig får glæde af i mange år fremover. Sejren blev redet hjem med 75,742%
På sølvpladsen fulgte Cecilie K. Hansen og imponerende Prince Og Glory, der glimtede i solen på gårdspladsen og sammen leverede de et sikkert program til 74,659%
Det blev også dansk på bronzepladsen til Caroline S. Jørgensen som var meget tæt på at presse sin landsholdskollega på sølvpladsen med 74,034% Lige udenfor medaljerækken kom danske Thilde Rude Hare/Morgensterns Dakar med 72,525%

Landstræner bortvist
At de unge ryttere kunne ride med så meget overskud og så stort fokus i mesterskabet er imponerende. Optakten var desværre ikke den bedste, fordi holdets ellers meget kompetente landstræner Jette Nevermann mistede overblikket torsdag og blev bortvist fra stævnepladsen. Landstræner for Junior- og Ungrytterne Dennis Fisker overtog posten, og det vidner om det gode arbejde, som gøres i ungdomsrækkerne, at holdet sammen med Dennis og holdleder Rigmor Kristensen holdt fokus på opgaven, og sikrede medaljer.
Dansk Ride Forbund beskriver hændelsen således: Torsdag den 27. juni måtte landstræner for ponydressur, Jette Nevermann Torup, forlade Agria NBC på Vilhelmsborg. Dette skyldtes, at to af stævnets stewards samt en Treating Vet havde observeret en tvivlsom adfærd fra dennes side bestående i unødig brug af pisk i forbindelse med håndtering af en landsholdsrytters pony. 
Jette Nevermann Torup erkender, at hun har handlet uhensigtsmæssigt og i uoverensstemmelse med Dansk Ride Forbunds etiske regler, og da det er en af Dansk Ride Forbunds fornemste opgaver at sørge for, at vores heste og ponyer behandles på bedste vis, er hændelsen naturligvis taget til efterretning og er under behandling.

Ekvipagen, som der her er tale om, var ikke en del af landsholdene, men udelukkende til start som individuel ekvipage. 

Se resultatet af klassen HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner