Annika Knudsen Lorentsen
45 ekvipager har netop været igennem den første indledende runde i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for 4-års springheste, og finalestævnet starter med et højt niveau.
Dommerholdet, som bestod af tyske Karsten Huck, Torben Frandsen og Kenneth Ernst delte ud af mange gode karakterer, mens der selvfølgelig også var nogle af de unge heste, der havde udfordringer på dagens bane.
Hele 24 heste modtog en karakter på 8.0 eller mere, og dagens vinder red sig til et flot 9-tal. Det var Maria Bjørnkjær Asferg med Nørremøllehøjs Silver Light e. Silvaner D.C./ Candillo (opdr. Christina Møller og Uwe Thomsen).
– Det er rigtig dejligt at se sådan en hest. Den er rigtig dejlig, den springer godt af jorden, er forsigtig og smidig. Det eneste vi kan sige i dag, er at der manglede et lille changement, udtalte dommerne om den velspringende skimmel.
Næstbedst i dag var Martin Dinesen Neergaard med Special Fighting e. I'm Special de Muze/ Fighting Alpha som opnåede 8.9 i karakter.
– Her så vi også en rigtig flot tur, og en hest der springer rigtig godt og er flot fremvist, fortalte dommerne om Special Fighting.
Tredjepladsen blev i dag delt af Geraldine Lüthje med Derby Alfarvad Z e. Ard VDL Douglas/ Concorde (opdr. J.E. Jensen Alfarvad A/S) og Søren Møller Rohde med Cibelle Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask A/S). De opnåede begge 8.8. Femtepladsen blev Cecilie Kjær med Danish Dynamite e. Diarado/ Sampras, som i dag opnåede 8.5.
Det er de 20 bedste heste sammenlagt fra dagens kvalifikation og morgendagens kvalifikation der får en plads i lørdagens finale, hvor årets bedste 4-års skal kåres.