Anna Pørtner
Den blot 4-årige hingst Hamilton Selsø e. Ivanhoe/ Lacroze Selsø viste i weekenden endnu en gang, at han er en hest for fremtiden. Efter sejren ved det prestigefyldte Trakehner Bundesturnier i Münster-Handorf tidligere på sommeren, viste han nemlig igen sin store kvalitet - denne gang på dansk jord. Under Trakehnerforbundets elitedage på Vilhelmsborg sikrede han sig nemlig sejren i 4-års championatet med hele 89,4% fremvist af sin rytter og medejer Tenna Dyhrberg Højgaard.
Med den flotte bedømmelse satte den 4-årige hingst sig sikkert på førstepladsen. Hamilton scorede blandt andet 9,2 i trav og 9 i galop, ridelighed, harmoni og kapacitet, mens skridten blev belønnet med 8,5. Hamiltons rytter og medejer, Tenna Dyhrberg Højgaard er meget tilfreds med den unge hest:
– Han er bare en stjerne. Han er så sød og rar i hverdagen, at man næsten glemmer, at han er hingst. Han er super lærenem og har alle de kvaliteter, en kommende stjerne skal have. Det bedste er, at det vi træner hjemme er så nemt at tage med ind på banen, når vi kommer ud til stævner. Jeg er sikker på, at han bliver en fremragende sportshest, fortæller en stolt Tenna efter sejren.
Hamilton er avlet af Stutteri Selsø ved Janus Haubro og Camilla Quistgaard, og han ejes i fællesskab med Tenna og hendes mand, Michael Ilsø Højgaard. Kombinationen af stærkt avlsarbejde og dedikeret træning har gjort hingsten til en af de mest lovende unge heste på den danske trakehnerscene.
Elitedagene - avl, sport og fællesskab
At det netop var under elitedagene på Vilhelmsborg, at Hamilton endnu en gang strålede, gav lidt ekstra til sejren. Elitedagene er årets højdepunkt for danske trakehnerentusiaster og samler avlere, ryttere og tilskuere til to dage, hvor sport og avl går hånd i hånd. Programmet bød på hoppekåring, eliteskue, hingstefremvisning og championater, suppleret af et elitestævne med nogle af forbundets mest lovende ekvipager.
Stemningen på Vilhelmsborg var præget af både faglighed og fællesskab, og publikum kunne glæde sig over at opleve alt fra føl og ungheste til erfarne trakehnernavne i sporten, og i det fornemme selskab satte den blot 4-årige hingst Hamilton Selsø altså et stort aftryk.