Herpes 4 hos hest på Vilhelmsborg

04-11-2025 11:55

I slutningen af oktober blev der konstateret Herpes 4 (EHV-4) hos en hest på Vilhelmsborg, og der er taget hånd om situationen

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er sæson for influenza, også hos heste, og i sidste uge, fredag den 31. oktober blev der konstateret Herpes 4 (EHV-4) hos en hest, der indtil dagen forinden var opstaldet i Stenladen på Vilhelmsborg (hesten var indlagt på klinik, da resultatet af næsesvaberen blev kendt). Hesten har ikke siden været på Vilhelmsborg.

Alle fast opstaldede heste på Vilhelmsborg er nu i karantæne i minimum 14 dage. Der er pt. ikke konstateret symptomer ved andre heste på stedet. Alle heste får taget temperatur i henhold til dyrlægens retningslinjer. Skulle der opstå yderligere tilfælde, er der arrangeret karantænestald til disse heste, på en anden adresse.

I samarbejde med Højgård Hesteklinik og dyrlægerne Frederik Nielsen og Rikke Munk er der lavet en god plan for at inddæmme evt. virus i Stenladen. Der er dog p.t. ikke konstateret sygdom hos andre heste på stedet.

Hesteherpes (Equine Herpesvirus) findes i forskellige undertyper, og de to typer af EHV der har størst relevans er EHV-1 og EHV-4. De giver begge anledning til infektion i de øvre luftveje samt abort hos drægtige hopper. Det er EHV-1 som kan forårsage neurologisk sydom hos heste, men det er IKKE den variant, som er konstateret hos en hest på Vilhelmsborg.

EHV er ikke direkte luftbåren, men kan spredes over kortere afstand som luftbårne mikropartikler, hvis en hest fnyser eller hoster. EHV smitter hyppigst via direkte kontakt mellem to heste. Læs mere om dette på her: viden-om-equin-herpesvirus.pdf

Undersøgelser viser, at Herpes viruspartikler typisk dør i omgivelserne i løbet af ca. 7 dage. I samråd med dyrlægerne er det besluttet, at opvisningshallen nu er lukket for træning, og opvarmningshallen lukkes for brug fra på mandag, hvorefter hallen bliver vasket ned, og ikke taget i brug før stævnestart.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Grunden til, at der fra Vilhelmsborgs ledelse er givet informationer om sygdomstilfældet hos denne ene hest er det faktum, at der de kommende uger afvikles Christmas Show i opvisningshallen og med brug af den tilhørende opvarmningshal, samt de etablerede stævnestalde og ny opsatte teltstalde.

For ikke at skabe unødig bekymring og komme evt. misforståelse i forkøbet, har ledelsen på Vilhelmsborg valgt at informere om dette tilfælde.

Alle nødvendige forholdsregler vil blive taget i samarbejde med dyrlægen, for at sikre de arealer, der benyttes til stævnet. Dyrlæge Frederik Nielsen understreger, at der ikke er grund til bekymring, da den virus variant, som er konstateret hos den ene hest, nok forårsager luftvejsinfektioner, men det er en variant, som er uden risiko for dødsfald.

Hvis der sker ændringer, vil også dette blive kommunikeret ud. I denne sag er det vigtigt med åbenhed og information for ikke at skabe unødig bekymring og dæmme op for misforståelser og misinformation.

Direktør Jørn Jensen, Vilhelmsborg 3.11.2025

/Pressemeddelelse

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen