Herlige dage i Hagen

23-06-2023 15:09

Johanne Kofod Jensen

Future Champions stævnet i Hagen er et af årets højdepunkter og eftersom Frida er avlet hos Hof Kasselmann, som ejer stedet, har hun jo lidt en hjemmebanefordel, når vi starter her, det var dog ikke helt nok til at holde hende fuldstændig under kontrol i år

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Min mor og jeg kørte afsted onsdag morgen tidligt, for at nå til Hagen i god tid inden vet checket, som lå om eftermiddagen. Jeg var så heldig, at jeg havde fået sponsoreret en lastbil til at køre i af Jorton, så turen tog kun 5 timer. Vi havde møde i stalden med Dennis og Janne om formiddagen, hvor Dennis gav os startrækkefølgen på holdet. Jeg skulle ride som første rytter, og det var jeg glad for. Han understregede også, at når vi rider i Hagen, så skal vi betragte starttiderne som vejledende, og det skulle vise sig at komme til at passe. Frida klarede vet checket fint, og jeg fik mulighed til at træne på banen sammen med Pernille. Om aftenen var der lydprøve. 

Vores hold trak nummer et, så jeg skulle starte som første rytter. Mens jeg varmede op ringede nogle af de andre fra holdet til min mor. De ville lige fortælle, at jeg altså var blevet rykket frem, så jeg skulle starte tidligere, end jeg regnede med. Så vi fik travlt med at gøre Frida klar til at ride ind. Heldigvis gik alting super. Hun gik en mega god tur til over 72%, så det var en rigtig god start for vores hold. Både Sophia og Josephine red også gode procenter, så vores hold endte på en andenplads, og vi genvandt sølvmedaljen fra sidste år. Frida og jeg fik en individuel tredjeplads, og vi kom alle op på podiet. Om aftenen var der indmarch. Alle de danske ryttere var klædt i rødt og hvidt, vi sang og flagede, mens de forskellige landes nationalmelodier blev afspillet. Til sidst formede vi en fredsdue sammen, som blev filmet oppefra, det så virkelig flot ud.  

Næste dag var den individuelle klasse, som er MB2. Den klasse kvalificerer rytterne til küren dagen efter. Frida var igen virkelig fin og afslappet på opvarmningen. Vi red ind og lå igen på 72% lige indtil jeg kom til galopøgningen, så sprang hun op i vejret og slog det ene bukkespring efter det andet, så jeg var lige ved at ryge af. Jeg ved ikke, hvad der skete, men tror, at hun blev stukket af et insekt, fordi det kom så pludseligt, men det vigtigste, når sådan noget sker er, at jeg som rytter ikke tænker tilbage på, det der er sket, for det kan jeg jo ikke ændre på, men i stedet tænker jeg frem, og jeg tænker hurtigt, hvordan kan jeg ride næste øvelse bedst muligt under de betingelser, som jeg nu har? Det lykkedes at få hende nogenlunde tilbage på sporet, selvom en af dommerne havde skrevet ”Out of control!” i min kritik, hvilket jo ikke var helt forkert. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sidste dag var så kür. Jeg havde fået den værste lodtrækning og skulle starte som første rytter, hvilket jo er træls, når vi rider i seedet rækkefølge, men igen, det er endnu en ting, som jeg ikke kan ændre på, så det må ikke komme til at fylde. I stedet talte jeg med min træner om, hvordan jeg skulle ride min tur. Jeg besluttede mig for at starte lige der, hvor det var gået galt dagen før, med galopøgningen oppe fra hjørnet for at sikre mig, at jeg havde Frida under kontrol. Det gik virkelig godt, vi red over 71 % og endte på en samlet tredjeplads.  

Nu er vi kommet hjem og kan glæde os over den fantastiske meddelelse, som vi lige har fået, at vi er blevet udtaget til at ride EM i Kronenberg i uge 29. Jeg glæder mig så meget og ønsker jer en skøn sommer. 

Kærlig hilsen 
Johanne 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner