Blog: Hesteliv i England

06-02-2018 08:28

Stephanie Cornaby Elster

Drømmer du også om at flytte til udlandet og arbejde med heste? Så kan du med fordel læse denne måneds blogindlæg fra Juniorblogger Stephanie Cornaby Elster, der nu har boet 6 måneder i England, hvor hun dagligt rider en masse heste

Copyright Ridehesten.com
Hesteliv i England, Foto: Privat

I august 2017 rykkede jeg teltpælene op efter endt studie og tog min kæreste under den ene arm, og min hest under den anden og flyttede til England. Min kæreste og jeg havde ofte snakket om at flytte til et andet land for at opleve lidt, inden vi fandt os et fast job i Danmark. Jeg vidste, at hvis jeg skulle flytte til udlandet for en periode, så skulle jeg helt sikkert have noget med heste at gøre, og hvis min egen fjordhest gennem 7 år kunne komme med, kunne jeg ikke ønske for mere.

Fra august til december havde jeg muligheden for at arbejde et dejligt sted i Sydengland, hvor de også havde fjordheste. Merkur kunne stå der, og min kæreste og jeg boede på stedet, så det var helt perfekt. Fjordhestene blev brugt til terapi for børn og unge med psykiske og fysiske lidelser, det var rigtig spændende at være en del af. Tiden kom for at søge nye udfordringer og pr. 14. december havde jeg fået et job på et stort hestested lidt derfra, hvor Merkur også kunne være og vi kunne bo. I begyndelsen var det faktisk et job som hestepasser for jagtheste jeg havde søgt om, men jeg fandt senere ud af, at jeg egentlig skulle være med til at starte en ny forretning op på stedet, nemlig en trekking business. Kort forklaret er det en forretning hvor vi skal sælge rideturer i området, det kan både være turer på et par timer og turer på en hel dag, inklusiv frokost. Så dybest set skulle jeg faktisk være turguide på hesteryg – det kunne jeg da ikke sige nej til!
 

Den her trekking business starter dog først rigtig op her i foråret, så indtil da er der en masse forberedelser, der skal tages højde for. Hestene skal i form, hjemmesider skal sættes op, udstyres skal pudses og gøres klar etc. Jeg tror det bliver spændende at komme i gang med, så snart vejret bliver bedre og kunderne begynder at komme!

Når jeg ikke arbejder, bruger jeg tiden på Merkur. I Danmark sprang jeg meget på ham, og red en del jagter. Herovre er tiden desværre ikke til så meget grundet arbejdet, men vi får redet næsten hver dag, enten tur eller på ridebanen, hvor jeg faktisk er ved at udvikle en stor interesse for dressur. Jeg savner meget at springe og ride stævner, men det er ikke lige tiden for det nu, men jeg ved det kommer tilbage en dag.
 

Copyright Ridehesten.com
Stephanie og Merkur, foto: privat

Nu har vi været væk fra Danmark i 6 måneder, og der er virkelig sket meget på de 6 måneder. Både min kæreste og jeg kommer langsomt tættere på en ide om hvad vi vil bruge vores liv på når vi kommer hjem, samtidig med at vi suger en anden kultur til os hver dag. Vi bliver ved med at sige til hinanden, at vi er herovre så længe vi synes det er sjovt, og indtil videre har vi ikke lige planer om at vende hjem, selvom vi savner vores familier og venner meget! Heldigvis er de rigtig søde til at komme og besøge os herovre, og det er rigtig vigtigt for os, hvis vi skal blive ved med at være glade for at være væk fra Danmark.

Info

Om Stephanie

Jeg hedder Stephanie Cornaby Elster, jeg er 25 år gammel og uddannet skolelærer i Danmark. Jeg har redet hele mit liv, og har tabt mit hjerte til fjordhesten. Merkur Skovå er min anden fjordhest, han er 11 år gammel. Jeg købte ham som 4 års, og bruger ham normalvis til springning og jagt. I raceregi har vi vundet FM, DM og EM og begået os til distriksstævner i spring på LC og LB niveau.
På nuværende tidspunkt er han taget med mig til England, hvor jeg forsøger at udvikle min viden inden for ridesporten, samt prøver at finde ud af hvad jeg kunne tænke mig at arbejde med i fremtiden.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner