Mette Emilie Pedersen
På denne fantastiske sommersøndag med temperaturer der endnu engang ramte de 30 grader mødte aldeles mange fremragende ryttere med deres unge heste op til Pavo og DRF’s championater. De første heste som skulle ind og vise deres værd var 4 års hestene, som blev fremvist i grupper af to, med oplæser foran dommerne, Charlotte Gluud og Ole Hummelshøj.
Der kom mange rosende ord til hestene. Men særligt til Madeleine Bendfeldt på Francis Drake e. Franklin/Blue Hors Don Schufro (opd. Jobst Hartmann) var dommerne postivt stemte over for. Paret blev blandt andet belønnet med 9,6 for galop, samt 9 for både ridelighed og trav. Dermed vandt de klassen. Også Lotte Wiuff Straarup på Sombreo e. Blue Hors St. Schufro/Bellisimo M (opd. Lotte Straarup og Mads Brix) gjorde et godt indtryk på dommerne, de blev belønnet med 9,5 for galop og 9 for ridelighed.
Dagen startede altså med et rigtig højt niveau.
For 5 års hestene blev det Rikke Dupont med Nova e. Grand Galacy Win/Blue Hors Romanov (opd. Helgstrand Dressage v/ Andreas Helgstrand) belønnet med 8,8 i ridelighed og kapacitet, og med 9 i både trav og galop, blev det fremragende makkerpar vindere af den indledende runde for 5 års. Anne-Mette Strandby Hansen på Ferdades e. Fürstenball/Donnerhall (opd. Limbecker GmbH/Kandziora) fik også flotte ord med på vejen og den samme samlede point som Rikke Dupont, nemlig 8,74 – men da Rikke havde højest i ridelighed blev hun klassens vinder.
Anne-Mette var på podiet igen i 6 års klassen med svimlende 9,74 i samlet resultet på Janeiro Platinum e. Sezuan/UB 40 (opd. Titan Wilaras). Ekvipagen blev tildelt 10 for både galop og ridelighed, og 9,8 for kapacitet. Skridten fik laveste karakter med 9,3. Man kunne da også høre et lille jubelråb fra opvarmningen, hvor Anne-Mette skridtede Janeiro af. Andenpladsen løb Betina Jæger Jensen med på hingsten Springbank II VH e. Skovens Rafael/De Niro (opd. Västra Hoby Stuteri AB) med 9,18 i samlede point.
Betina Jæger Jensen afrundede dagens sidste klasse med den 7-årige For Emotion e. Foundation/Sandro Hit (opd. Ullrich Kasselmann) med 82,753%, næsten 10% højere end anden pladsen i kategorien. Også her var det flotte rosende ord med på vejen til ekvipagen.
Alt i alt en god dag for Helgstrand Dressage – men sandelig også en masse godt unghestemateriale der blev fremvist under solen.
Se alle resultater fra stævnet HER
Ridehestens fotograf har været tilstede under championatsklasserne. Se billederne her på siden snart.