Fuld gang i Maya og familien

27-10-2022 19:07

Charlotte Berwald

Unge Maya Kathrine Mulbjerg Larsen vandt i weekenden Mustang Cup i springning for ponyer. Vi har taget en snak med familien, der går "all-in" på ponyspringning – og dét med stor succes

Nyheden fortsætter efter annoncen

I weekendens Mustang Cup i springning, som blev afholdt på Silkeborg Rideklub, vandt Maya Kathrine Mulbjerg Larsen og Stald Poppels Harmony for kat. 3 ponyer. Sit store talent har hun på ingen måde fra fremmede.

Udover Maya tæller familien også storesøster Malou Therese Mulbjerg Larsen samt forældrene Malene og Tommy.
– Det har været en forrygende sæson til Mustang Cup for Maya og Harmony. De samlede flest points, vandt opvarmningsklassen og sluttede så af med at vinde finalen, udtaler Malene Burkhart Mulbjerg, der både er mor og familiens blæksprutte. Malene er selv rytter og har fortrinsvis redet dressur og hjælper både Maya og storesøster Malou med den daglige træning på familiens landejendom på Fyn.

– Jeg har selv sprunget en hel del og har redet S og i udlandet før pigerne kom til verden. Det er fantastisk at kunne få lov at give sin erfaring videre til næste generation, udtaler Tommy Raabjerg Larsen, der, udover at være ponyfar, også er beslagsmed. 

Maya har allerede masser af resultater
Selvom Maya kun er 11 år, har hun allerede vundet et hav af præmier med sine ponyer. Først med den fantastiske lærepony Peanut, der fik fik konkurrenterne til at skælve lidt når han stod på startlisten sammen med Maya, og nu med Harmony og Jacksie. Maya har både været Fynsmester individuelt og har i år vundet for hold. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Storesøster kan også
Udover mor, far og Maya tæller hestefamilien endvidere storesøster Malou, der også er en dygtig rytter. Når man spørger Malou hvad hun har af resultater går hun troligt i gang med at remse op:
– Jeg har redet DM på kat. 3, været udtaget til Nordisk Mesterskab for Children, redet et hav af stilspringninger og også gjort en ret god figur til Nord-Vest Box Cup, som det hed før det skiftede navn til Mustang Cup, og så har jeg vundet Ask Trophy for children i år, fortæller hun. Udover de store heste, er hun også i gang med at ride nogle yngre ponyer op. En af dem debuterer snart i MA, og hun drømmer om, at det skal være hendes makker til DM i fremtiden. 

Copyright Ridehesten.com
Maya Kathrine Mulbjerg Larsen og Stald Poppels Harmony. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Gode omgivelser
– Vi er så heldige, at vi kan have hestene herhjemme, hvor vi har ti bokse. Der er også en lille ridehal, så vi slipper for at skulle ud at køre med hestene, når vejret er dårligt, siger Malene og Tommy supplerer: – Ridehallen fik vi selv bygget dengang vi selv red en del. Vi havde salgsheste og for at få det tidsmæssige til at gå op fik vi egen hal. Det passede med at babyalarmen lige præcis kunne række hen til hallen, så det kom nok ikke som nogen overraskelse for nogen, da vores piger også blev helt bidte af heste. Selvom det selvfølgelig havde været billigere med en anden sport, men det gør ikke noget.

Næsten hver dag træner Maya med sine to ponyer, Harmony og Jacksie, for at blive en dygtigere rytter. Storesøster Malou rider tre heste næsten hver dag og har både gang i to store heste såvel som ponyer. Dog er der også prioriteret en ugentlig fridag, som pigerne tilbringer i den lokale idrætshal med at være sociale samt spille badminton og springgymnastik. Her puster pigerne lidt ud og er sammen med deres venner.

Der er absolut ingen tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til stortalenterne Maya og Malou i fremtiden!

Copyright Ridehesten.com
Tommy, Malou, Maya og Malene. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen