Britt Carlsen
Det var en særdeles seværdig og interessant springklasse der åbnede Dansk Hesteforsikring Youngster Cup på Vilhelmsborg. Det var de 6-årige springheste som først kom i aktion ved Dansk Varmblods eliteskue. Iblandt de 14 startende ekvipager var også tre udtaget til UVM på Zangersheide. Klassen blev redet efter fejl og tid samtidig med at springdommerne Bo K. Møller og Johnny Hansen gav en mundtlig kommentar og karakterer. Det er dog først i søndagens finaler, at dommernes karakterer er medvirkende til at afgøre klassen. Lars Kragh Iversen havde to heste med i klassen for 6-års heste. Han satsede hårdt på den første hest og fik en flot tid, men desværre fandt bommen på den næstsidste forhindring. Da han red på banen som klassens næstsidste rytter havde Dorte Dahlmann Olsen vist vejen og ladt konkurrenterne bag sig med Spindborg's Luxsus e. Louvre S opdrættet af Magrethe og Svend Åge Nielsen, de var nemlig fejlfrie i 66,40 sekunder mod Christian Schous 70,57 sekunder på avlshingsten Diamant de Revel e. Diamant de Semilly opdrættet af Carsten Carstensen. Begge heste skal repræsentere Dansk Varmblod ved UVM på Zangersheide om to uger. Lars Kragh Iversen kendte vejen, da han red gennem start, og han satsede hårdt på at tage sejren med Elmegårdens Sisi e. Bøgegårdens Apollo fra Tove og Claus Schnoor, og det lykkedes i høj grad - han var fejlfri i tiden 58,86 sekunder og sikrede sig dermed sejren. To nitaller rystede dommerne op med. Allan Bilgrav Christensen fik 9 for ridelighed på hoppen Lady Melanie Enggård . Come Back II fra Hanne og Jens Aage Hansen. Og det blev også til et 9-tal for kapacitet til avlshingsten Arlando Z e. Argentinus redet af Andreas Schou.
Husk at følge med på Ridehesten.coms webTV, der løbende vil blive opdateret med nye indslag under eliteskuet. Læs de fulde reportager fra Eliteskuet i næste nummer af magasinet Ridehesten.