Nye mestre kåret hos Riders Cup

02-11-2025 21:44

Trine Askjær-Jørgensen

Weekendens Agria DRF-mesterskaber i springning bød på intense finaler og stærke præstationer fra landets unge talenter. Maximilian Ericsson-Carey red sig til to imponerende guldmedaljer, mens Sophie Clausen og Maya Kathrine Mulbjerg Larsen sikrede sig mesterskabstitlerne i hver deres kategori

Copyright Ridehesten.com
Maximilian Ericsson-Carey her med ponyen Munsboro Goldilocks. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Denne weekend har stået i mesterskabernes tegn hos Riders Cup på Sjælland, hvor landets dygtigste pony- og children-ryttere har kæmpet om DM-medaljer ved årets indendørs Agria DRF-mesterskaber i springning.

Mesterskaberne, som afvikles over to dage, byder på spænding i fire kategorier: Ponykategori I, II og III samt children. Der blev redet indledende runder i går, inden det hele kulminerede med kåringen af de nye indendørs danske mestre i dag.

Agria DRF-mesterskaberne hos Riders Cup er et højdepunkt på efterårets stævnekalender for mange af sportens helt unge springryttere. Udover DM-klasserne byder stævnet på et spændende landsstævneprogram med C-klasser LB til MA.

Copyright Ridehesten.com
Silvia Kuhlmann og Dino. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Maximilian sejrede i to kategorier
I det samlede resultater efter runderne i går og i dag blev vinderen af det indendørs Agria DRF-mesterskab for både ponykategori III og II den samme rytter, men selvfølgelig på to forskellige ponyer, nemlig Maximilian Ericsson-Carey, der med Hot'n'Tot vandt mesterskabet for kategori III og med Ti Chip e. Chippison vandt for kategori II, så han søndag kunne hænge to guldmedaljer om halsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos kategori III-ponyerne tog Silvia Kuhlmann og Dino sølvet, mens Wilma Elfrida Brandt Andersen og Munsboro Marshall tog sig af bronzemedaljen.

Efter Maximilian løb med guldet, blev det Ellen Vester Reymert, der med Burnbrae Jack tog sig af sølvet hos kategori II-ponyerne, mens Madeleine Poulsen og Sabrina Fair vandt bronze.

Copyright Ridehesten.com
Ellen Vester Reymert med Burnbrae Jack. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Sophie indendørs danmarksmester for kategori I
Så blev det tid til kategori I-ponyerne og en ny rytter øverst på podiet, nemlig Sophie Clausen, som med OBS Good to Go e. O.B.O.S. Quality 004 vandt guld. Hun fik selskab af Smilla Sophia Windtberg, som med Coko Channel d'Othon e. Dafydd de l'Arche/ Quartz de Vauptin (opdr. Mille Marie-Edwige Deschamps) vandt sølv, og Amalie Breum-Harild med Good Boy du Bondet e. Tresor/ Vazy du Viertot, som vandt bronze.

Copyright Ridehesten.com
Smilla Sophia Windtberg og Coko Channel d'Othon. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Maya regerende danmarksmester for children
Agria DRF-mesterskabet for children-ryttere blev vundet af Maya Kathrine Mulbjerg Larsen med den 10-årige hoppe Champagne KS e. Connor/ Common Sense, mens Augusta Ryby tog sig af sølvmedaljen med Coeúr de Dór e. Cyrano Ask/ Carmargue (opdr. Topsport ApS), og Silja Sofie Wichmann Duus vandt bronze med DV-vallakken Hecas Kantago e. Kannan/ Catoki (opdr. Familien Tschernja).

Stævnets start- og resultatlister.

Copyright Ridehesten.com
Maya Kathrine Mulbjerg Larsen og Champagne KS. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner