Forårssolen skinnede over HP Horses’ åbent hus

06-04-2019 22:38
Avl

Der blev fremvist opdræt, hopper og fem avlshingste på denne flotte forårsdag på Tvedegaard i Harløse ved Hillerød, hvor værtinden entrerede på ryggen af en af sine favorithingste

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var avlshingsten Vitalis, der var Lone Bøegh Henriksen partner, da hun entrerede til hest for at byde sine gæster velkommen til det årlige åbent hus hos HP Horses. Vitalis e. Vivaldi/ D-Day er pt. ikke 100% i topform, så hans rytter Isabel Freese foretrak at spare ham til den kommende stævnesæson, men til gengæld kunne den 11-årige hingst, der er ved at være Grand Prix-klar, fremvise dagens yngste afkom, nemlig føllene HP Vincello og HP Vinterspring.

Dagens program bestod af fremvisning af de fem avlshingste Vitalis, Fürsten-Look, Monterey, Damon Gold og Total Hope godt blandet med enkelte nye føl, en del ungheste og hopper under rytter. De tegnede et godt billede af stutteriets fokus på internationalt præstationsstærke hoppestammer og på indkøb af det ypperste fra udlandet.

Lone Bøegh Henriksen kvitterede med blomster og gaver for det gode samarbejde med flere tyske opdrættere, heriblandt Martin Sieverding, hvis afdøde far Georg Sieverding har avlet elitehingsten Fürstenball samt flere hopper på stutteriet af denne stamme.

Den nu 8-årige avlshingst Fürsten-Look e. Fürstenball/ Londonderry viste med Isabel Freese i sadlen sine store, elastiske gangarter og høj grad af ridelighed, lige som han fik demonstreret sit potentiale til de helt store klasser. Ekvipagen kan om tre uger opleves i international lilletur ved CDI-stævnet i Hagen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den nykårede 3-års hingst Monterey e. Morricone/ Sir Donnerhall I, som har haft et langt program siden sidste sommer og er blevet kåret i Tyskland i efteråret og i DV i foråret, blev præsenteret ved hånd af Paul Schockemöhle ansatte Christoph Hinkel. Trods et hårdt program for en så ung hest udviste Monterey, der netop har gået 14-dages prøve, meget højt humør.

Copyright Ridehesten.com
Den unge men yderst velgående hingst Monterey.

5-års hingsten Damon Gold e. Damon Hill/ Fürst Romancier, der netop er kåret i Dansk Varmblod, er opdrættet af HP Horses og er et godt eksempel på stutteriets høje kvalitetskrav til hoppestammerne. Hans mormor er nr. 1 på verdensranglisten, Weihegold, som netop i dag starter World Cup-finale i Göteborg under Isabel Werth. Damon Gold, der som den eneste af de fem hingste står hos HP Horses, blev flot fremvist af Maria Falkner Hansen, som også blev hædret for sit store arbejdet på stutteriet.

Total Hope e. Totilas/ Don Schufro er en direkte søn af navnkundige Weihegold, og han blev i dag hos HP Horses fremvist af berider Isabel Freese, der er ansat hos Paul Schockemöhle, hvor hingstene står. Den nu 7-årige hingst viste både en høj grad af ridelighed og tre særdeles gode gangarter samt ikke mindst en lethed i de svære øvelser, hvor hingsten demonstrerede sit store talent for samling og for sportens højeste niveau. Igen var der blomster og hæder til rytteren samt til hingstenes hestepasser i Tyskland.

Efter to timers spændende program blev de fremmødte budt på kaffebord mv., lige som staldene var åbne var besøg.

Copyright Ridehesten.com
Speakerne på dagen var Susanne Baarup og Per Springborg.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner