Sol over HP Horses

16-04-2022 20:47

Maria Lerche Mortensen

HP Horses har i dag inviteret interesserede indenfor til åbent hus. Undervejs blev både hopper og hingste, helt nye og mere erfarne heste fremvist, heriblandt var også fem avlshingste 

Copyright Ridehesten.com
Lone Bøgh Henriksen bød velkommen til de fremmødte. Her ved siden af Susanne Baarup og Per Springborg, der undervejs kommenterede hestene der blev fremvist. Foto: Ridehesten.com/Maria L Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Åbent hus hos HP Horses i Hillerød er altid noget særligt. Selvom årstiden byder op til hingstefremvisninger, er der hos Lone Bøegh Henriksen også fokus på hopper, og hestene bliver fremvist i alle aldre både føl, etårs, toårs, treårs og hele vejen op til rideheste i de højere dressurklasser. Det har sin charme at afvikle arrangementet på den vis, for herved kan det trofaste publikum følge hestenes udvikling fra år til år.

Det er tre år siden der sidst er blevet afholdt åbent hus hos HP Horses. I år var der både mulighed for at se arrangementet via live-stream og selvfølgelig at møde op i det gode vejr. Der var sørget for hotdogs, kaffe, kage, god stemning og mange fine heste var flettet og klar. Den 15 årige hingst,  Vitalis e. Vivaldi/D-Day, der bl.a. er far til Vamos Amigos, fik æren af at åbne showet, da han blev fremvist for hånd. Men selvom alt var planlagt til mindste detalje, blev arrangementet mødt af modgang. For Isabell Freese blev syg i går og er siden testet positiv for Corona-virus. Hun er fast rytter på hingstene Vivaldon, og Total Hope. Heldigvis trådte Sophie Roderbrug til, og fremviste trods kort varsel Vivaldon e. Vivaldi/Diamond Hit flot.

Undervejs blev flere hopper og afkom fremvist, så publikum fik mulighed for at se hvordan hingstene præger deres afkom, og ikke mindst hvilke spændende heste HP Horses har på vej, både indenfor avl og dressursport. Susanne Baarup og Per Springborg guidede publikum godt igennem dagen og sørgede for god stemning med lidt skøn dynamisk humor.

Elitehoppen A la Fasine e. Apache/Fürst Romancier, har leveret afkom til stutteriet via embryo transfer siden 2017. I dag blev der fremvist afkom fra 2021, 2020 og to fra 2019.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Susanne Baarup serverede lidt guldkorn undervejs, da Rose Marie Henriksen fremviste Bourani e. Bordeaux/ Don Davidorf. Ekvipagen er relativt ny og har blot startet MB to gange, men viste i dag øvelser fra de sværere programmer.

Også den nykårede hingst, MSJ Q e. Quantensprung/Bordeaux blev fremvist. Med Sophie Roderburg i sadlen, viste hingsten de dressurøvelser, der kræves for 4 års heste, så stutteriet har naturligvis høje forventninger til hans fremtid.

Damon Gold e. Damon Hill/Fürst Romancier  blev også fremvist under rytter, han rides af stutteriets førsterytter, Maria Falkner Hansen. Han har både gået unghestechampionat i Herning, 3 dages sportstest, Falsterbo Horseshow og har også debuteret i M-dressur. I dag blev der desuden leget med de sværere dressurøvelser.

Dagen sluttede med en lodtrækning, hvor præmien var en bedækning med Total Hope, -Man skulle næsten tro at vi har snydt, udbrød Lone, da vinderen blev trukket. Det var nemlig Kristian Bech Safft, der under arrangementet havde hjulpet med at fremvise hestene for hånd. Kristian driver Stutteri Lillesø, det er blot et lille stutteri, men alligevel har det resulteret i flere gode dressurheste på middelsvært og svært niveau. I virkeligheden var det Kristians kollega, der opfordrede ham til at deltage i konkurrencen. Men han var overrasket og glad for at vinde. For han havde allerede et godt øje til Total Hope og havde også tænkt på at bruge hingsten. Det er endnu ikke besluttet hvem den heldige hoppe skal være, det skal Kristian lige hjem og overveje.

Link til stutteriets hjemmeside.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner