Annika Knudsen Lorentsen
To danske springryttere er til start ved Agria Oslo Horse Show 2025, som er et 5-stjernet World Cup-stævne med 2-stjernede klasser som en del af programmet.
I fredags red en af de to danskere ryttere sig til en topplacering i den 2-stjernede 145 cm-klasse. Det var Søren Møller Rohde med Action Man Ask Z e. Action-Breaker/Calvados Z. Han leverede fejlfrie ridt i både hovedrunde og omspringning, og hans tid på 41,79 sekunder sikrede ham fjerdepladsen i klassen, der blev vundet af svenske Jacob Hellstrøm.
I går var det blevet Emil Hallundbæks tur til at sikre sig en flot placering. I den 155 cm høje 5-stjernede Grand Prix var han til start med den 9-årige Kannanell e. Kannan/Tlaloc M, og med en fejlfri runde sikrede de sig en plads i den afgørende omspringning.
Her leverede den danske rytter en ret hurtig tid, men desværre faldt tre bomme undervejs, og dermed sluttede ekvipagen med en placering som nr. 11. Klassen blev vundet af belgiske Jules van Hoydonck.
I dag kommer Søren Møller Rohde til start i World Cup-kvalifikationen, hvor han har startnummer 27 ud af 40 med hoppen Grace Ask e. Darco/Contender.