En drøm er et ønske, der kommer fra hjertet

21-06-2018 16:12
Avl

Maja Bonde fra MB Showtræning vandt pokalen som den bedste handler på arabershowet Nordic Open sidste weekend, og det var velfortjent. Hun er en ung kvinde, der har valgt at sætte alt ind for at forfølge sin passion for araberheste

Copyright Ridehesten.com
Maja Bonde fra MB showtraining vandt pokalen for Bedste Handler 2018. Foto: Merete Haahr
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var en lykkelig Maja Bonde, der fik overrakt pokalen som bedste handler på Nordic Open 2018. Majas hjerte brænder for araberen, og hendes smilende øjne fortæller, at hun har fundet sin rette plads.
–Det betyder utrolig meget for mig at vinde pokalen for bedste handler, fortæller hun til Ridehesten.com.
– Det er dejligt med den anderkendelse fra dommernes side, men også de mange efterfølgende kommentarer på Facebook med lykønskninger og opbakning fra alle de danske avlere har rørt mig dybt, fortæller Maja Bonde.

Historien om Maja Bonde er historien om at følge sin passion og gøre det, man holder allermest af. Maja er ung, kun 26 år gammel, og hun har sat sig et mål: hun vil følge sine drøm om at arbejde med heste. Det fortæller Anna Bonde, som er en af ildsjælene bag arabershowet Nordic Open, og som også er Majas mor.

Copyright Ridehesten.com
Maja Bonde med Ayaat ibn Aj Rafiq (Aj Rafiq x Abhadulla Nordine/Pa Nafal ibn Sharim) Foto: Merete Haahr

Elsker Araberhesten
Efter gymnasiet valgte Maja, i modsætning til sine jævnaldrende, ikke at gå den gængse vej gennem uddannelsessystemet, men i stedet at forfølge sin passion for araberheste. Vejen dertil har ikke været let. Hun har igennem flere år arbejdet hårdt på at opnå det, hun kan nu. Maja fortæller, at hun har elsket heste så længe, hun kan huske, men det var, da hun som 17-årig besøgte et stort internationalt arabershow og så de mange flotte heste, at drømmen for alvor blev vakt.

Nyheden fortsætter efter annoncen

"Tænk at man kan leve af at arbejde med disse skønne heste", tænkte Maja.
Det ledte til en række lærepladser rundt om i verden på nogle af de største araberstutterier, både i USA, Europa og Mellemøsten. Maja har trænet hundredvis af heste i brændende sol og bidende kulde, fra morgen til aften i adskillige timer uden meget tid til sig selv. Det er ikke kun et arbejde, men en livstil at træne heste på et stort stutteri, og det er herigennem, at Maja har fået sin store erfaring. Maja holder meget af araberheste, det er i deres selskab, hun har befundet sig bedst, og det er det, hun har valgt at gå fuldt og helt op i.

Copyright Ridehesten.com
Maja har forfulgt sin drøm og startet MB showtræning, sit helt eget trænings center. Foto: Simone Buchholtz Nedergaard

Start af eget firma
Hvis man skal noget inden for handlerverdenen, skal man starte ung for at kunne løbe og følge med hesten.
–  Når man vil lære at vise heste frem, så bliver man nødt til at opsøge det selv. Du får ikke noget foræret, og man er nødt til at gribe chancerne, når de kommer, fortæller Maja.
Efter mange overvejelser tog hun springet netop i år, da hun startede sit helt eget showtræningsfirma, MB Showtræning, hvor hun modtager hestene til kyndig og kærlig træning. Det er krævende, og man skal arbejde hårdt for det, men nu kan Maja træffe alle beslutninger selv, i samarbejde med sine kunder. 

Copyright Ridehesten.com
Maja Bonde har en særlig evne til at læse hesten. Foto: Simone Buchholtz Nedergaard

En særlig evne

– Maja har en helt særlig evne til at læse de heste, hun arbejder med, og selv nogle af de vanskeligste heste falder til ro i hendes hænder, fortæller Anna Bonde. Hun mener, at Maja har fundet sin helt rette plads i arbejdet med araberhestene.
– Hun gør meget ud af ikke at være hård ved dem, men i stedet at kommunikere og mærke efter den enkelte hests behov. Maja ved lige, hvornår hun kan presse hesten lidt mere, og hvornår hun skal holde lidt igen. Hun har masser af tålmodighed og kærlighed, og hun går ikke for hurtigt frem. Hun er bestemt, men du hører hende aldrig skælde ud. Majas holdning er, at træningen skal være en positiv oplevelse, baseret på velvilje i stedet for frygt, og Maja er god til at rose hesten for hvert skridt, den tager, slutter Anna Bonde.

Se en stemningvideo fra Nordic Open:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner