Mød en verden af magi og skønhed

15-06-2018 14:47
Avl

Tilbring en helt særlig weekend i selskab med den arabiske hest, når nogle af de bedste arabere fra hele landet samles til det årlige Nordic Open Show i Ikast

Copyright Ridehesten.com
Aj Rafiq. Foto: Simi Photography/Simone Nedergaard.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den ældste, kendte heste race i verden opstod fra ørkenerne i Mellemøsten. Oprindelig blev araberhesten opdrættet af beduinerne som en krigshest. Det barske ørkenmiljø gav araberen en stor lungekapacitet, en kort ryg med stor styrke, en utrolig udholdenhed kombineret med hurtighed, smidighed og intelligens, hvilket var tvingende nødvendigt for at kunne fungere som uovertruffen krigshest. Denne storslåede race har direkte eller indirekte bidraget til de fleste af de hesteracer, vi kender i dag.

Det svære klima tvang hestene til at dele mad, vand og i mange tilfælde telt med deres ejere. Dette gav araberen en helt særlig og tæt tilknytning til mennesket, hvilket stadig er tydeligt den dag i dag. Beduinstammerne holdt fast i racens ædelhed, og de nuværende araberheste kan spores helt tilbage til deres ørkenforfædre. Det har ført til den smukke atletiske hest, som vi ser nu. En hest, der er i stand til at deltage i mange discipliner. Fra dressur, springning til væddeløb og langdistanceridning.

 

Arabershow i Ikast

I denne weekend kan du have fornøjelsen af at møde de skønneste arabere fra hele landet samlet på et sted. Siden 2013 har det årlige Nordic Open Show i Ikast sat sine spor i den arabiske hesteverden. Det første show blev gennemført i en simpel pavillon på Ikast ridecenter for fem år siden, men det har nu udviklet sig til et show med store internationale sponsorer og deltagere fra 12 forskellige nationer. Det er et folkeligt show med vægt ikke kun på skønhed, men også på araberhestens fortrindelige rideegenskaber.

Sæt dig i de behagelige stole og se, hvordan handleren lydløst kommunikerer med hesten for at få de bedste bevægelser frem. Oplev når disse smukke heste løber gennem arenaen med den karakteristiske svævende gang og halen højt løftet. Du kan beundre de flotte kostumer - både traditionelle og mere utraditionelle udklædninger i fredagaftenens ridekonkurrence. På Lørdag kan du se årets perlerække af yndige føl, en klasse som er sponsoreret af European Breeders Trust for at give små avlere mulighed for at vise deres heste frem på show. Føllenes store mørke øjne og deres smukt formede hoveder kan smelte alle hjerter. Søndag kan du se klasserne for bedste bevægelse og mest klassiske hoved, og derudover kan du opleve kåringen af den bedstavlede danske araber hest.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Showet er arrangeret privat af to ildsjæle, som har holdt utrætteligt ved i alle årene. Det skal være sjovt og folkeligt. Et sted hvor alle kan være med. Der er et tæt samarbejde med Ikast by, og alle deltagere har gratis adgang til Ikast musikfestival, som også bliver afholdt i denne weekend. Showet er både en form for skønhedskonkurrence for arabere, for at vise de bedste og smukkeste heste frem, men der lægges også stor vægt på araberens gode rideegenskaber. Derfor kan man opleve allroundklassen, hvor rytteren skal ride et forudbestemt program, og derefter selv vise hesten frem for et internationalt dommerpanel for at vise alsidigheden af, hvad araberhesten kan præstere.

Har du ikke mulighed for at komme til Ikast, kan du sidde i din egen lænestol og se det hele på livestream ved at klikke HER. Du kan læse mere om Nordic Open her på deres hjemmeside HER.

Gå ikke glip af en uforglemmelig mulighed for at se og opleve de skønneste araberheste fra hele Europa.

Copyright Ridehesten.com
AAY Ayaat Ibn Aj Rafiq. Foto: Simi Photography/Simone Nedergaard.

 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner