Merete Haahr
Hundredvis af hesteentusiaster valgte i weekenden at trodse regn i stride strømme for at beundre de prægtige araberheste, fulde af klogskab og styrke, som var samlet til Nordic Open araber show på Ikast Ridecenter.
Trods silende regn og mudder alle vegne formåede arrangørerne at sætte gang i stemningen og holde humøret højt.
– Handlerne var klædt i regntøj, plastikposer og gummistøvler, hestene blev lidt våde, men når man ikke kunne gøre noget ved vejret, kunne man lige så godt få noget sjovt ud af det, fortæller Mariane Ladefoged, som er en af de to ildsjæle bag showet.
En folkefest for araberhesten
Ved Showet er der plads til alle, fra de helt små børn og de unge og nybegynderne indenfor araberverdenen til de gamle garvede araberavlere, der viste deres bedste heste frem – og selveste Kuwaits udenrigsminister besøgte endda showet.
– Det, vi prøver at rumme, er, at der skal være plads til alle. Både til de professionelle, men også dem, der vælger at vise deres egen hest frem selv. De skal mærke, at de kan få en god oplevelse her. At de ikke kun er vandbærere, men at de også kan være en del af helheden. Netop det ser vi som noget af det vigtigste for showet, siger Marianne Ladefoged og fortsætter:
– Det er en konkurrence, men også en folkefest for araberen, et skandinavisk show baseret på skandinaviske principper om folkelig deltagelse.
En fantastisk indsats
Marianne Ladefoged fortæller, at de oplevede en fantastisk indsats fra de hjælpere, som gav en hånd med frivilligt. De stammer fra hele Norden, de stiller op år efter år, sørger for, at alt klapper, og får det hele til at lykkes.
Det sås tydeligt under hingstefremstillingen, hvor en af hingstene rev sig løs og løb ud af banen. I løbet af få øjeblikke løb alle på pladsen sammen i en fælles indsats for indfange den undslupne hest.
– Det var dejligt at se den ånd af samarbejde, entusiasme og hjælpsomhed, som også prægede showet weekenden igennem. Det lykkedes heldigvis at fange hingsten igen, og ingen kom noget til. Araberen er en meget følsom hest, og bliver den presset for meget, kan det let gå galt. Derfor er det af så stor betydning, hvordan handleren træner hesten baseret på et tæt samarbejde og en fælles forståelse, så han eller hun får det bedste frem, siger Merete Ladefoged.
Mange føl repræsenteret
I år var der som noget helt særligt mange føl repræsenteret. Der var 8 hoppeføl og 6 hingsteføl, som udgjorde nogle meget fine klasser.
European Breeders Trust (EBT) har til formål at støtte de små avlere i at komme tilbage på showscenen igen. Derfor har de i år tilbudt en præmiepulje for at opmuntre de små stutterier til at vise deres heste frem. For at fordele præmiepuljen, så alle kunne få mest glæde ud af den, havde arrangørerne af Nordic Open valgt at starte op med føllene, da avlerne ikke behøver at have dem i dyr træning, og føllene er lettere at træne hjemme. Der var føl fra Danmark, Norge og Holland, men de svenske føl strandede desværre på grund af de nye pasregler fra EU, som siger, at alle føl skal have hestepas inden de kan transporteres. Trods dette blev det til en smuk samling føl på showet, og EBT har lovet at være der med en endnu større præmiepulje til næste år.
Den gode stemning
Anna Bonde, som var den anden halvdel af teamet bag Nordic Open, fortæller, at hun var glad for at se så mange glade publikummer og opleve den gode stemning.
– Det er det hele værd, når så mange roser showet, siger hun og fortsætter:
– Vi havde et mål om, at efter fem år skulle det være et kendt show, og det er det blevet. Et virkeligt flot arrangement med en god stemning og højt humør, og vi glæder os til at se alle igen til næste år, slutter Anna Bonde.