Merete Haahr
(Opdateret: lørdag den 15. september kl. 14:56)
Næsten 50 flotte heste var udstillet fra 28 forskellige udstillere over hele landet ved det nationale show for araberheste på Vilhelmsborg sidste weekend. En broget skare, hvor den yngste hest kun var 2 1/2 måneder gammel og showets ældste, Sabavar OX fra Rastox Arabians, var hele 16 år gammel.
Showet startede med amatørklasserne, som var blevet sponsoreret af Al Jasimya stud. Det blev afviklet i silende regnvejr og med dyngvåde heste, men det gik godt, og Kim Hvid-Wraa var i topklasse med 4 sejre og et godt bud på vinderen af præmien, som er et billet til VM. Kort efter tog arrangørerne dog en hurtig beslutning og rykkede resten af showet i tørvejr inde i ridehallen, hvilket gjorde en afgørende forskel.
Unghingstene
Første klasser var hingstefremstillingen, som bød på mange smukke unghingste, hver med deres charme. Her var det Morjan WZA, som vandt klassen efterfulgt af Saf Liam Ibn Hariry ejet af Duha Mansoor på andenpladsen og Crowns Shali på tredjepladsen. 2-årsklassen blev delt ligeligt mellem to hingste, begge avlet af North West Arabians, Lanze NWA og Mack NWA med lige point 39,67, men Mack NWA ejet af Jesper Holst Kristiansen vandt på type. Ud af hingstene på tre år var det Dantae el Lawrence ejet og avlet af Asila Arabians, som blev klassevinder med hele 41 point.
Kæphesteklassen
Efterfølgende var showets vigtigste klasse, kæphesteklassen, åben for alle børn mellem 1 og 10 år, som medbragte egen kæphest. Det var dejligt at se så mange entusiastiske børn, og der var mange dygtige kæphesteryttere med stor erfaring, idet flere havde deltaget de forrige år, næsten siden de kunne gå. Her var det børnene, der blev Champions, og der var store smil på læberne hos alle.
Unghopper
Dernæst var det unghopperne, hvor især en virkelig smuk hoppe gjorde sig bemærket ved at få showets højeste score. Det var Alexandria NWA, et åring efter FA El Rasheem, som fik 10 i bevægelse og et 10 tal i type. Klassen for 2-årshopper blev vundet af Miss Mona Lisa-B fra det fynske stutteri Barakah Arabians.
Most Classic Head
Senere på eftermiddagen var det de ældre hopper og hingstes tur, og her var det særligt Bint Medina, som gjorde sig bemærket. En flot hoppe med et kønt hoved. Hun blev klassevinder og et enigt dommerpanel fandt også, at hun havde det mest typefulde hoved, hvilket jo især er kendetegnet ved araberhestene, og dermed vandt Bint Medina også i klassen Most Classic head.
Hingstene
I hingsteklassen for hingste i alderen 4-6 år var det Awa Waseem ejet af HV Arabians, som vandt guld, mens den sorte hingst Aj Rafiq, fra Aaleyah Black Arabians, fik sølv.
I klassen for de ældre hingste fra 7-10 år var det Fazit-B, som blev nr. 1, mens Just Classic Jamal kom på en flot andenplads.
Af de ældre hingste deltog tre smukke og typefulde hingste, og her blev Lissar ejet af Barakah Arabians nr. 1, skarpt efterfulgt af Walu, som er opdrættet af Husted Arabians og nu ejet af Carina Wien.
Mere fokus på bevægelse
I klassen ”Best movement” var der hård konkurrence, da hele 7 heste kæmpede om den ærefulde titel. Det blev den elegante sorte hingst, Aj Rafiq, som var hesten ud af alle med de bedste bevægelser. Bevægelse er noget, som dommerne fremover vil lægge mere vægt på, udtaler dommer Christine Jamal, fra Belgien. I mange år er der blevet avlet arabere efter type, og der er sket meget på det område. Fundamentet er dog mindst ligeså vigtigt, og på næste møde i EACHO vil Christine Jamal vil tage spørgsmålet op om, hvordan vi i fremover kommer til at lægge mere vægt på denne side af araberhesten.
Følklasser
Søndagen bød på en præsentation af de yngste heste, følklassen fra 0-6 måneder. Der var nogle meget fine føl blandt udstillerne, og det blev den smukke Walia fra Husted Arabians, som løb med sejren.
Championaterne og Best in show
Efter følklassen kom turen til Championaterne, og her var der stor spænding omkring vinderne. Opdræt fra El Waha Arabians gjorde sig bemærket med AWA Vaseem , der blev bronzechampion inden for hingstene, og Awa Wardah, som blev sølvchampion inden for hoppeklassen.
Guld- og sølvchampions inden for seniorhingstene blev dog to flotte hingste ejet af Barakah Arabians, nemlig Fazit- B (Monther al Nasser x Fazia-B og Lissar (GAzal Al Shaqab x Larissa).
Der herskede ingen tvivl om, hvem der var championen blandt unghopperne. Det blev den smukke Alexandria NWA efter FA El Rasheem, som også blev Best in Show. Hun er avlet af North West Arabians fra Hirtshals, et meget lovende stutteri.
Bedste stutteri: Husted Arabians
Bedste stutteri blev Husted Arabians, et stutteri, der har været i showringen i mange år, og deres fine hoppe Wantasia blev guldchampion. Stutteriet er et rent familieforetagende, hvor hele familien er involveret, Else og Gunnar Husted grundlagde hesteholdet i 1976, og nu har datteren Lone og hendes mand Niels overtaget meget af avlen og træningen. Børnebørnene Annika og Helena har siddet på en hest, før de kunne gå, så mon ikke vi ser mere til de to små døtre i fremtiden? Der hersker ingen tvivl om Husted Arabians gode kvalitets heste, men ingen kommer sovende til succes, og der ligger et helt livsværk til grund.
Alt i alt bød showet på mange timers god underholdning, dygtige handlere, gode og flittige hjælpere og ikke mindst arrangørerne fra DSAH, som havde lagt mange timers arbejde i forberedelserne til showet. Det var en stor fornøjelse, at se så mange smukke heste samlet på et sted.