Tonya Bille Nielsen
Tredjedagen er skudt i gang for FEI European Championships for Ponies sponsored by Equsana på Vilhelmsborg, og det første startsignal er givet på både dressurbanen og springbanen. Stævnepladsen ser smuk ud, og vejret ligeså, og det er heldigt, for i dag gæster stævnets vel nok vigtigste besøgende Vilhelmsborg. Det er ingen ringere end H.K.H. Kronprinsesse Mary, der skal overrække medaljerne i holddressuren, hvor Danmark i går vandt sølv. Det foregår på springbanen klokken 10.30.
Det er fantastisk for ridesporten at få den støtte fra den hesteinteresserede Kronprinsesse, og det betyder meget for arrangører og sponsorer, at kongehuset viser opbakning til de talentfulde unge ryttere fra hele Europa.
Det er i dag anden og sidste del af militaryrytterne, der lægger ud på dressurbanen. Klokken 12 og resten af eftermiddagen er det dressurponyernes tur, hvor første del af den individuelle kvalifikation løber af staben.
Også på springbanen er dagens ryttere i aktion. Morgenen starter med en international klasse, CSIP, og formiddagen fortsætter med en MA** for III’er-ponyerne. I eftermiddag afgøres holdmesterskabet i springning.
25-års jubilæumsshow
Dagen sluttes af med Vilhelmsborgs 25-års jubilæumsshow kl. 19.30. Showet kommer til af favne musikalske oplevelser såsom sangerinden Tanja Fossdal, der også tidligere har underholdt ved større shows i hesteverdenen, samt Aarhus Pigegarde der vil gøre deres til at sikre en aften i højt humør. Indslagene er alle lavet og arrangeret af de brugere, der igennem tiden har gjort nytte af Vilhelmsborg som samlingssted for hesteinteresser. Her vil der være alt fra agility med hunde til hopper med føl.
Se dagens fulde program HER.
/Signe Bertelsen