Dansk succes ved EM for araberheste

16-09-2015 18:33

Anne Marie Krüger Rasmussen

EM for araberheste blev afviklet på statstutteriet Janów Poladski i Polen anden weekend i september. 7 danske ekvipager havde valgt at tage den lange tur til det østlige Polen, og det kom der adskillige medaljer ud af

Europamesterskabet for araberheste på statstutteriet Janów Poladski i Polen i sidste weekend var åbent for fuldblodsarabere (OX) fra ECAHO medlemslande, og der blev dystet i discipliner som dressur, springning, western, Classic Pleasure, Native Costume (orientalsk dragt udstyr til rytter og hest), Historical Costume (historiske polske dragter til rytter og hest), Speed, Pol Bending, damesadel og mønstringsklasser. 7 danske ekvipager havde valgt at tage den lange tur til det østlige Polen, og det kom der blandt andet to guldmedaljer og en sølvmedalje ud af.
I Polen har man en lang tradition for at avle og ride araberheste, og på de to store statsstutterier Janów Poladski og Michalow bliver nogle af verdens bedste araberheste avlet. Disse heste bliver brugt både til show og ridning, ligesom alle hingste bliver prøvet af på galopbanen, hvor hestens styrke og karakter virkelig bliver tydeligt. Statsstutterierne finansieres hovedsagligt ved salg af heste på auktioner, og som eksempel kan det nævnes, at der tidligere i år blev solgt en avlshoppe for 10,5 mio. kr. Janów er derfor ikke bare et stutteri men en helt institution for alle med interesse for araberhesten, og det var i disse historiske og fantastiske rammer årets EM blev afviklet.

Guld til fantastiske Zonyx
Det danske team havde ryttere til start i dressur, Classic Pleasure, spring, Native Costume og så blev der redet om point i forskellige discipliner på tværs af mesterskabet i en Allround Cup. Torsdag og fredag var der indledende opvarmningsklasser, mens selve mesterskabet startede lørdag. Her stillede tre danske ekvipager til start i 1. afdeling af EM i dressur i et FEI program, der svarer til en MB2, og det blev til total dansk dominans, da danskerne satte sig på de tre første pladser. Vinder af klassen blev Signe Kirk Kristiansen / Zonyx med 72,281 %. På en andenplads kom Tove Røy /Padrons Must med 68,026 % mens tredjepladsen gik til Maika Wissing Nikolajsen /CA Zaro med 66,404 %. Udover at det var en ret fantastisk bedrift i sig selv, betød det også at alle tre danske ryttere var videre til søndagens finale. Ti rytter fik lov at ride i finalen, som gik i en Prix St. George. Lørdagens ridt talte ikke med i resultatet, så alle startede sådan set på en frisk. Vinder af klassen blev endnu engang Signe Kirk Kristiansen og Zonyx med 70,132 %. Den første guldmedalje var på danske hænder, og det betød jubel og tårer i den danske lejr. Sølvet gik til Polen mens De Forenede Arabiske Emirater tog bronzen. Fjerdepladsen var til gengæld dansk – den gik til Tove Røy /Padrons Must, mens Maika W. Nikolajsen /CA Zaro tog en flot sjetteplads.

Guld og sølv i Classic Pleasure
Classic Pleasure er en klasse, hvor alle hestene er på banen på en gang, og her viser skridt trav og galop. Dommerne skal give hesten en helhedsbedømmelse for gangarter, ridelighed, udtryk m.m. Fire danske ryttere startede den indledende klasse lørdag. Her red Tove Røy /Padrons Must en andenplads hjem, mens Signe Kirk Kristiansen /Bell Sihr fik en tredjeplads. Maika W. Nikolajsen / CA Zaro blev nr seks, og alle tre ryttere havde endnu en gang kvalificeret sig til finalen søndag formiddag. Og sikke en finale. De danske ryttere havde knap overstået præmeoverrækkelsen fra dressuren, før de atter var i ilden og skulle vise deres heste frem på den bedste og mest ubesværet vis. Og endnu engang blev det til dansk guld, idet Signe Kirk Kristiansen og Bell Sihr vandt finalen. Sølvet blev også dansk og gik til Tove Røy og Padrons Must. Det var efterhånden svært at få hænderne ned som dansker i Polen denne søndag. Bronzemedaljen gik til De Forenede arabiske Emirater.

Fjerdeplads i EM springning
En dansk ekvipage, Louise Sowinski og Lynet, stillede op i EM springning. I lørdagens første afdeling af mesterskabet skulle rytterne springe en bane på 100 cm. Louise red en fin runde med nogle ærgerlige fejl, men alt i alt så det lovende ud for søndagens finale. Finalen gik i en bane på 110 cm, og det var en meget, meget svær bane. Louise og Lynet kom igenem med kun 8 fejl, hvilket var ret flot taget i betragtning af, at kun en rytter var fejlfri. Det betød også, at Danmark i denne klasse igen var i placeringerne, da det blev til en fjerdeplads til ekvipagen. Polen vandt både guld, sølv og bronze i spring.

Mange placeringer
Udover de nævnte placeringer i mesterskaberne opnåede de danske ryttere også fine placeringer i andre klasser. Eksempelvis blev det til en 6. plads til Helena Byrne og Demir i en ungdomsklasse. Helena var med sine 9 år yngste rytter ved EM. Carina Byrne / TA Gazal opnåede en 6. plads i Classic Pleasure-opvarmningsklasse og en ret sej 2. plads i 400 m. speed. Tove og Padrons Must fik en 2. plads i en PRM hvor Maika og CA Zaro blev nr. 3, og Maika og Zaro opnåede også en flot 2. plads i den hæsblæsende Pol Bending, og på baggrund af parrets mange placeringer blev det til en samlet 3. plads i ALL ROUND CUPPEN på tværs af disciplinerne.

Se alle resultater HER

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner