Dennis Fisker starter egen forretning

11-01-2018 13:17

Berider Dennis Fisker, der er nystartet dressurlandstræner for de danske junior-/ ungryttere, starter egen forretning og flytter pr. 1. februar til Kirstineholm ved Århus

Copyright Ridehesten.com
Dennis Fisker.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter 2½ år som berider og daglig leder i dressurstalden Julianelyst blev Dennis Fisker den 1. december ansat som landstræner for de danske junior- og ungryttere i dressur. Han har besluttet at tage skridtet videre og bliver selvstændig pr. 1. februar på Kirstineholm syd for Århus.

– Det har naturligvis krævet store overvejelser at opsige min stilling på Julianelyst, hvor jeg har haft nogle meget lærerige år og et rigtig godt samarbejde med Agnete og Klaus, men med jobbet som landstræner åbnede der sig nye muligheder, og tiden er nu moden for mig til at starte egen forretning, fortæller Dennis.

Efter endt beridereksamen i 2009 fungerede Dennis i fem år som berider og daglig leder i Frederikshavn Rideklub, og efter knapt et år i Hjallerup Rideklub fik han drømmejobbet på Julianelyst. I samme periode uddannede han med hjælp fra sin træner, berider Vibeke Degn Andersen, sin hest Mirage Rishøj op til Grand Prix, og efter en DM-start og en international start solgte han hesten for at fokusere fuldt ud på jobbet.

Copyright Ridehesten.com
Kirstineholm.

Nye aktiviteter på Kirstineholm
Dennis Fisker har oprettet firmaet Fisker Dressage Academy, som han vil drive fra Kirstineholm i Højbjerg sammen med sin partner, Rasmus Kristensen, der allerede er rykket ind med de første heste.

Kirstineholm, der ejes af Hanne Bruun Ejlersgaard, er noget af et aktivitetscenter. Her har Kirstineholm Rideklub (KIRK af 1994) hjemme, lige som stedet også danner rammen om Højgaard Hestekliniks Århus-afdeling, og ejeren i flere år har drevet second hand-rideudstyrsbutikken House of Vintage. Den relanceres nu under navnet Kirstineholm Rideudstyr, hvor konceptet primært er nye varer, men der bebiholdes en lille eksklusiv second hand-afdeling. Som partner i rideudstyrsbutikken indgår nu Ida Steen, der også er importør af PS of Sweden.

Copyright Ridehesten.com
Kirstineholm Rideudstyr.
Nyheden fortsætter efter annoncen

De eksklusive ridefaciliteter på Kirstineholm dannede rammen om Sune Hansens forretning, inden han og familien flyttede til England. I dag benyttes faciliteterne primært af ejeren og en håndfuld pensionærer i stalden, og det hilses derfor velkommen, at der igen kommer mere aktivitet på ridecentret.

– Jeg ser frem til en spændende synergieffekt af høj faglighed med både dyrlægeklinikken her på stedet og Dennis' virke som landstræner og underviser på Kirstineholm, udtaler Hanne. 

Copyright Ridehesten.com
Kirstineholm.

En ny epoke med gamle kræfter
Dennis' nye base giver naturligvis også mulighed for træningsophold og -samlinger udover den daglige undervisning af dressurryttere.

Han medbringer en række talentfulde heste, heriblandt en håndfuld heste på lilleturs-niveau, som han ser frem til at videreuddanne – og her ser han særligt frem til at genoptage træningen med sin "gamle" underviser, Vibeke Degn Andersen.

– Jeg har i mange år fået undervisning af Vibsen og ved, at hun er den helt rette til at udvikle mig, så jeg glæder mig til at genoptage det samarbejde, der før har båret frugt, fortæller Dennis.

Han ser frem til at stå på egne ben og bygge sin virksomhed op på Kirstineholm, og herunder også at udvikle et godt forhold til rytterne og deres familier.

Copyright Ridehesten.com
Vibeke Degn Andersen.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner