Danses halvbror har succes i USA

09-02-2024 09:17

Heiline's Danciera, kendt under navnet Danse, har en halvbror i USA, der måske bliver den næste dansende stjerne fra Stald Heiline

Nyheden fortsætter efter annoncen

På de amerikanske stævnebaner går den 8-årige DV-vallak Heiline's St. Coeur e. Blue Hors St. Schufro/ De Niro (opdr. Stald Heiline) rundt. Han er halvbror til Heiline's Danciera e. Fürstenball OLD/ De Niro (opdr. Stald Heiline), som med Carina Cassøe Krüth er blevet et internationalt dressurnavn. Generne til succes er således lagt, og noget tyder på, at St. Coeur er på vej i halvsøsterens hovspor. Han har netop haft sin debut i Prix St. George, redet af amerikaneren Nick Wagman, hvor det blev til en trejdeplads med 71,176%. 

Copyright Ridehesten.com
Halvsøster til St. Coeur, Heiline's Danciera, til VM i Herning i 2022. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

St. Coeur blev som føl solgt til Blue Hors, lyder det fra Stald Heiline, der fortæller, at han efterfølgende kom til Holland, inden turen gik til USA:

– Så vidt vi er informeret blev han solgt til tidligere vicepræsident Al Gores (red. Albert Arnold "Al" Gore, amerikansk vicepræsident for Bill Clinton 1993-2001) kone, hvor det nu er Nick Wagman, der rider St. Coeur for hende. Det er fedt, når det går godt i udlandet med de heste, man selv har avlet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nick Wagman er bruttolandsholdsrytter på det amerikanske landshold. Han udtrykte på Facebook efter ridtet sin stolthed over St. Coeur, hvor han også delte en video af turen på banen:

Hoppen bag både Danciera og St. Coeur hedder Danceline TS og er en ERDH hoppe fra 2005. Med Danciera, der bl.a.  blev nr. syv til OL i Tokyo og var på det danske gulvindende VM-hold, har Danceline i den grad vist, at hun kan avle. Måske bliver St. Coeur næste stjerneskud på stammen – og Stald Heiline fortæller desuden til slut, at de er spændte over, at de venter en helsøskende efter ham i år. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner