Thomas Bach Jensen
Den 6-årige sølvmedaljehoppe Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stutteri Heiline v/Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen) er ved årskiftet blevet solgt det danske stutteri Four Oaks v/Ingrid og Poul Thøgersen, som vil satse på Danciera i avl og sport på eliteplan.
Danciera har haft en meget succesfuld championatskarriere under berider Carina Cassøe Krüth, og ekvipagens hidtidige highlight er en fornem fjerdeplads ved UVM i dressur for 5-års heste i Ermelo i 2016. Hoppen forbliver i ridning hos Carina med henblik på en langsigtet dressurkarriere sideløbende med en avlsindsats via embryo transfer.
- Vi er lykkelige over, at Danciera forbliver i landet ved så ambitiøse ejere, og vi synes, det er fantastisk, at hun skal blive ved Carina, som vi synes passer fantastisk til Danciera og har gjort et flot job med hende, fortæller Line Jensen, der sammen med sin mand Heine Bonde Mikkelsen fortsat ejer hoppens mor, flere søstre og en datter af Danciera.
Line og Heine havde som opdrættere en fantastisk oplevelse ved UVM i Ermelo sidste år, og de håber, at de igen næste sommer får mulighed for at følge deres opdræt ved UVM sammen med Carina.
- Jeg er rigtig glad for at kunne beholde Danciera og glæder mig meget til det kommende år. Hun er klar til MB nu, og vi vil i år satse på at ride et par landsstævner samt 6-års championaterne, og så håber vi på at kunne ride i Falsterbo og Ermelo. Ingrid og Poul har været kunder i min butik i snart fire år. Jeg rider også den 6-årige bronzemedaljehoppe Red Diamant for dem, så det bliver en spændende sæson med to så gode og jævnaldrende hopper, fortæller Carina.