Tårnhøjt niveau ved DM i dressur

03-06-2023 19:41

Britt Carlsen

Nanna Skodborg Merrald rundede 80% i Grand Prix-klassen ved DM med Blue Hors Zepter med Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera på andenpladsen efterfulgt af Andreas Helgstrand og Jovian

Copyright Ridehesten.com
Vinder af 1. afdeling af DM i dressur blev Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Første afdeling af det danske mesterskab ved Helgstrand Event blev et sportsligt højdepunkt. Der blev vist fremragende ridning af rytterne i toppen, og generelt for det flotte felt på 24 ekvipager var god ridning og mange fine præstationer.

Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II, som hun kom ind på andenpladsen med i World Cup finalen i Omaha i april, dansede gennem Grand Prix-programmet. Hun vidste, hvad der var på spil, for hendes landsholdskollega Carina Cassøe Krüth havde lagt sig i spidsen af mesterskabet med DV-hoppen Heilines Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) med 78,8%, et 10-tal for rytteren og mange 9-taller for hoppens imponerende øgninger og udtryksfulde passage.

Copyright Ridehesten.com
Nr. 2 i Grand Prixen i dag blev Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Blue Hors Zepter satte ikke en hov forkert, de havde ikke én karakter under 7, og der indløb flere 9-taller for overgange mellem piaffe og passage. Nanna og Zepter havde en stærk afslutning med et sikkert galopprogram med snorlige serier, og to pirouetter (der scorer dobbelt) med i alt fem 9-taller. Også hun indkasserede et 10-tal for rytteren og i alt 80,120%

Nanna havde også avlshingsten Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/Ferro til start, og de sluttede på fjerdepladsen med 77,460%.

Helgstrand med to topheste

Andreas Helgstrand har selv uddannet avlshingsten Jovian e. Apache og DV-hoppen Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) hele vejen til Grand Prix. De to 9-årige heste debuterede i Grand Prix sidste år, og det seneste år har de udviklet mere styrke og øvelsessikkerhed. Andreas red sig ind på tredjepladsen med Jovian, som scorede de fleste 10-taller i klassen for deres imponerende travøgninger og adskillige 9-taller gennem travprogrammet. Jovian trådte på sig selv i den første piaffe, og det kostede i det samlede regnskab, da piaffe også er en af de øvelser, som tæller dobbelt. Jovian blev belønnet med 77,720%

Andreas åbnede PAVO DM senior på ECCO Arena med Queenparks Wendy, og hoppen bliver bedre fra den ene start til den næste. Andreas var meget tilfreds med hoppen i dagens program, hvor hun viste stor øvelsessikkerhed og konstant scorede adskillige 8-taller programmet igennem. De kom ind på femtepladsen med 76,28%

Copyright Ridehesten.com
Vært for stævnet, Andreas Helgstrand, blev både nr. 3 og 5 i dag - her på Jovian, der i dag var treer. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sidst placeret blev Anna Zibrandtsen og charmerende Quel Filou e. Quaterback/ Stedinger, der er ved at opnå styrke til at vise sit fulde potentiale, de opnåede 74,52%

Sidste års bronzevinder Lone Bang Zindorff og Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/ Diamond kom ind på syvendepladsen med 73,38%, og de to er altid gode for en fremragende kür, så de har mulighed for avancement i søndagens kürfinale.

Anna Kasprzak havde to heste til start i mesterskabet og blev bedst placeret med Addict de Massa e. San Amour/ Maestro med 72,88% til ottendepladsen, og med Rock Star e. Rockwell fik hun 72,06% til tiendepladsen. Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen) kom ind på niendepladsen med 72,160%.

Copyright Ridehesten.com
Også Nanna Skodborg Merrald havde to heste med helt til tops. Med Blue Hors Don Olymbrio blev hun nr. 4. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I alt 15 ryttere får adgang til kürfinalen søndag, hvor første rytter rider på banen kl. 15.45.

Lørdagens dommere var: Leif Törnblad, Lone Dichmann, Christine Winther Prip, Charlotte Brostrøm og Grethe Keller.

 

DM som orientering mod EM

Danmark er regerende verdensmestre i dressur. Den titel kom i hus på en helt fantastisk stemningsfyldt aften under ECCO FEI World Championships i Herning sidste år. I år afvikles EM i Riesenbeck fra den 4. – 10. september, og DM under Helgstrand Event er en orientering mod EM samt udtagelse til NM, Aachen og Falsterbo, fortæller Elitechef for dressur Anne-Mette Binder.

Copyright Ridehesten.com
Queensparks Wendy blev i dag nr. 5 med Andreas Helgstrand i sadlen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Hun udtrykte stor glæde over feltet på 26 ryttere i DM-klassen, og hun siger: – Selvom man kunne blive bekymret over de to heste, vi mistede i efteråret (red. Cathrine Laudrup-Dufours Bohemian og Vamos Amigos), så er der andre, som er kommet til.

Senest vandt Danmark Nations Cup-konkurrencen i Frankrig med Carina Cassøe Krüth, Lone Bang Zindorff og Anna Kasprzak på holdet. Og selvom den konkurrence ikke er fuldt retvisende i forhold til styrkeforholdet i Europæisk dressur lige nu, så er det dejligt, vi med tre ryttere kan ligge komfortabelt i front efter Grand Prix-klassen mod stærke nationer, bemærker Anne-Mette Binder.

Copyright Ridehesten.com
Sjettepladsen blev i dag besat af Anna Zibrandtsen og Quel Filou. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Hun glæder sig over, der er så mange kompetente ryttere og heste til rådighed i dansk dressur. – Det skal vi være taknemmelige for, understreger hun.

Det er de potentielle landsholdsryttere, som er til start ved DM – dog mangler Daniel Bachmann Andersen i startopstillingen. Han har bedt om lov til at arbejde videre med sine heste i træningen, og så i stedet ride ved det internationale stævne i Hagen i næste uge.

Efter CHIO Aachen skal der udpeges en longlist til EM. Stævnet i Aachen, der afholdes fra den 27. juni -2. juli, er et vigtigt led i den danske forberedelse til EM 2023, som afholdes i Riesenbeck fra den 4.-10. september. Senere mødes det, som bliver EM-holdet + to reserver til bootcamp på Blue Hors den 22. og 23. august, hvor Dressurens Venner har sponsoreret et fællesevent, nemlig bridge-walking i Middelfart, fortæller Anne-Mette. Det skal være med til at ryste holdet godt sammen inden EM.

Start- og resultatlister

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner