Annika Knudsen Lorentsen
Det er altid spændende at følge opgørelserne fra World Breeding Federation for Sport Horses, hvor man kan følge med i, hvilke avlsforbund, avlere og hingste, der klarer sig bedst.
Dansk avler i toppen
Den nyligt opgjorte liste over dressuravlere, der tæller resultater fra den 1. oktober 2020 til og med den 31. august 2021 viser, at en dansk avler er med helt i top. Her er det nemlig Stald Heiline, der med sit opdræt af Heiline's Danciera e. Fürstenball/De Niro, har placeret sig på en fornem 7. plads. Heiline's Danciera er født i 2011 og ejet af Tam. Thøgersen. Hoppen har de senere år haft stor succes på de internationale dressurbaner med Carina Cassøe Krüth, som blandt andet deltog ved OL i Tokyo denne sommer. Dansk Varmblods-stutteriet Stald Heiline ejes og drives af Line Jensen og Heine Bonde Mikkelsen.
Helt i toppen af listen finder man den nylige OL- og EM-guldvinder TSF Dalera e. Easy Game/Handryk, hvis farmor er den danskopdrættede Evita XII fra Bjarne Nørgaard, mens man på andenpladsen finder Bohemian, som dog ikke er danskavlet, men som har relationer til Danmark gennem sine ejere Fam. Zinglersen og gennem sin rytter Cathrine Dufour, der netop har vundet EM-sølv i sadlen på vallakken.
Der er desuden flere Dansk Varmblods-heste placeret i den bedste del af listen. Se den fulde liste HER.