Broholm Horseshow samlede 150.000 kr. ind til forskning

29-06-2016 14:16

Ved det netop afholdte DM i Dressur og Paradressur på Broholm blev der samlet 150.000 kr. ind til forskning i demens

Copyright Ridehesten.com

For første gang i år havde Broholm Horseshow via projektet Ride for a Cure valgt at benytte DM i Dressur og Paradressur som anledning til at samle penge ind til forskning i demens. Pengene blev indsamlet via en række fundraisingaktiviteter, hvor sponsorer, leverandører og publikum støttede op om indsamlingen, som derved landede på 150.000 kr. Broholm Horseshow blev afholdt på Broholm Gods på Fyn i dagene fra d. 16. til 19. juni. 

Den flotte donation vækker glæde hos Alzheimerforeningen 
- Hver 3. time dør en dansker af en demenssygdom og der findes ingen kur, der kan helbrede Alzheimers sygdom eller andre demenssygdomme. I dag lider 70-85.000 danskere af en demenssygdom og flere end 400.000 personer er pårørende. Hvis ikke vi finder en kur, vil der om 25 år være dobbelt så mange. Derfor er vi meget taknemlige for hver en krone der kan gå til forskning, så færre i fremtiden vil rammes af en dødelige demenssygdom, siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen 

Et initiativ der giver håb
Samarbejdet mellem Broholm Horseshow og Alzheimerforeningen blev etableret med initiativ fra stævneleder i DM i dressur og kammerdame Anne Lütken via projektet "Ride for a Cure". Anne Lütken har selv haft demens tæt inde på livet, da hendes mand, Frederik Lütken, blev ramt af en blodprop, som forårsagede demens, i en alder af 69 år. Ridesporten har gennemsyret hele Fredrik Lütkens liv og ridesporten blev også for parret en styrke igennem det svære sygdomsforløb. 
- Ridesporten har givet så meget til mig og mange andre, og jeg synes det er på tide, at vi giver noget tilbage. Med ”Ride for a Cure” ønsker vi at give håb til de tusindvis af mennesker, der lever en hverdag med demens, fortæller Anne Lütken om baggrunden for initiativet. 

I 2011 døde Frederik Lütken af sin demenssygdom, 74 år gammel. Forløbet sidder stadig dybt i Anne Lütken, der i dag fungerer som protektor for Alzheimerforeningens rådgivnings- og kontaktcenter for demensramte og pårørende på Kallerupvej i Odense, hvor hun blandt andet holder foredrag om demens. Hun håber, at Broholm Horseshow også fremover kan være med til at sætte fokus på demens og skabe mere åbenhed.

/Alzheimer.dk

Info

Fakta om Ride for a Cure
Broholm Horseshow og Alzheimerforeningen etablerede i 2016 samarbejdet Ride for a Cure, hvis formål er at indsamle penge til forskning i demenssygdomme.
Samarbejdet omfatter bl.a. en række fundraisingaktiviteter, hvor sponsorer, leverandører og publikum har mulighed for at støtte forskning i demenssygdomme ved DM i dressur.
Alzheimerforeningen støtter via Alzheimer-forskningsfonden forskning i demenssygdomme. Fonden giver penge til grundlæggende forskning i hvordan demenssygdomme opstår, forebygges og behandles.
Broholm Horseshow, der hvert år afholder DM i dressur & Paradressur, er stiftet af Anne og Frederik Lütken.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner