Sophia forsvarede titlen: – Det er vildt

26-05-2024 15:17

Trine Askjær-Jørgensen

VIDEO: Så er vinderen fundet af årets Agria DRF-mesterskab for U25-dressurryttere. Sophia Ludvigsen forsvarede sin titel med en kür til en svimlende procent

Nyheden fortsætter efter annoncen

Her ved middagstid var det blevet tid til den andensidste afgørelse af mesterskabsklasserne ved DM i dressur hos Vallensbæk Rideklub, hvor U25-rytterne var på banen i Grand Prix kür i deres Agria DRF-mesterskab.

14 ekvipager var til start og havde fornøjelsen af at ride for et rigtig stort publikum i det danske sommervejr, der hovedsageligt viste sig fra sin flotteste side, men dog også kortvarigt bød på lidt uvejr. Særligt de topplacerede U25-ryttere leverede et niveau, der nærmest var et seniormesterskab værdigt, så flot red de.

Copyright Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Én af dem, der så absolut leverede topniveau var gårsdagens vinder og den forsvarende danmarksmester for U25, Sophia Ludvigsen med Blue Hors Quintana e. Quantensprung/ Desperados, der kom på banen som den allersidste ekvipage i klassen. Forventningerne var sat, men parret levede til fulde op til dem.

Sværhedsgraden i kürprogrammet var høj, koreografien i top og ligeledes den musikalske fortolkning, som blev belønnet med 8-, 8,5- og 9-taller. Af flotte øvelser i programmet kan særligt fremhæves piaffe, hvor Quintana stod vanvittigt flot fortil og trådte aktivt på stedet, sidetraversaderne var med stor overtrædning, galoppiruetterne centrerede og opad bakke. Generelt høstede parret bare virkelig høje karakterer, hvilket også blev afspejlet i scoren, der lød på hele 78,550%. Med sådan en kür og gårsdagens flotte resultat kunne Sophia med i alt 151,69 hænge U25-guldmedaljen om halsen for andet år i træk.

– Der var da lidt pres på hjemmefra med, at jeg skulle forsvare titlen, men det gik jo godt, sagde en stolt og glad Sophia blandt andet efter ridtet.

Hør hende fortælle mere i videoen her:

Nyheden fortsætter efter annoncen

22-årige Thea Bech, der er bosiddende i Holland, har haft KWPN-vallakken Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair, siden hun var 14 år og redet både junior- og ungrytterklasser, men det er på U25-niveau, de to for alvor er slået igennem. Sidste år vandt parret bronze i U25-mesterskabet, men deres udvikling er siden fortsat endnu mere i den rigtige retning. Dio nærmest dansede til den nye kürmusik, de havde med, hvortil de viste vanvittige flotte piaffe- og passageture, som forståeligt nok også fik lov at fylde meget, da det er et af Dios absolutte højdepunkter. Sværhedsgraden var generelt i top med de svære øvelser, der kom lige i rap af hinanden. Thea sluttede af i passage med tøjlerne i én hånd op mod dommerne. Küren blev belønnet med 74,2% og sammenlagt med gårsdagens resultat betød det en sølvmedalje med i alt 146,153.

Copyright Ridehesten.com
Thea Bech og Dionisos. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Til tonerne af Lady Gaga og torden i baggrunden gav Karoline Rohmann og dansk varmblodsvallakken Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador xx (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) den fuld gas i deres kür. Travturen havde flotte højdepunkter i bl.a. piaffe, sidetraversader og fri trav, mens galopdelen bestod af virkelig flotte sidetraversader med stor overtrædning, store, fejlfrie toerchangementer og 11 flotte, gennemsprungne etterchangementer. Karoline sluttede af med toerchangementer på meget buet spor. Hun red til 74,5% i kür, og med gårsdagens resultat blev det til 145,825 og en bronzemedalje i årets mesterskab.

Copyright Ridehesten.com
Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

22-årige Ida Kirstine Bjørn, der i år er rykket op på U25-niveau, red en virkelig flot kür med Hussmanns Jackson e. Johnson/ Belissimo M (opdr. Stald Hussmann), hvor der var virkelig mange højdepunkter. Det kunne også stadig godt ses, at parret er grønne på dette niveau – men wauw, hvor har de meget kvalitet at byde ind med. Det blev da også til 71,875% i kür og en fjerdeplads i årets mesterskab med i alt 142,177.

Copyright Ridehesten.com
Ida Kirstine Bjørn og Hussmanns Jackson. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Cecilie Dybro Jensen og Zagori e. Blue Hors Zack/ Sir Donnerhall II kom ind på femtepladsen med 140,722, mens Sara Aagaard Hyrm og Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Atterupgaard) blev nr. 6 med sammenlagt 139,728.

Det samlede resultat af mesterskabet.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner