Britt Carlsen
Som oftest kender rytteren sin hest så godt, at alle tegn på, at noget ikke er ”normalt” bliver opdaget, når man rider, strigler eller fodrer hesten.
Da hesten i sagens natur ikke med ord kan fortælle, hvis den har ondt eller ikke føler sig tilpas, så er det hestens ejer og rytter, der har ansvaret for at holde øje med de signaler, hesten kan sende, som fortæller, den ikke er i topform.
Derfor er det godt at kende sin hests normalværdier. Det kan hjælpe med til at skabe et grundlag af informationer, hvor afvigelser fra det normale betyder, at man hurtigere opdager en begyndende sygdomstilstand.
Forskellige sygdomme har forskellige reaktionsmønstre hos hesten, og heste har, som mennesker, forskellig smertegrænse. Hvis man har mistanke om, at hesten er syg eller har smerter, bør man kontrollere hestens puls, åndedræt og temperatur.
1. Feber
Når hesten får feber, skyldes det, at organismens temperaturregulering er indstillet på et højere niveau end normalt. Årsagen til feber er som regel infektion med bakterier eller virus. Feber er hestens egen måde at bekæmpe sygdomme på, fordi de fleste bakterier hæmmes, når temperaturen stiger over 38 grader C.
Indtræder feberen hurtigt, ser man ofte, at hesten har kulderystelser eller kuldegysninger. Hesten får strittende hårlag, og rystelser af kroppen kan forekomme. Når temperaturen stiger vil vejrtrækningsfrekvensen som regel også øges. Hesten går fra foderet, mister lysten til at æde, og så står den og hænger.
Hvis man observerer, at ens hest viser symptomer på feber, så bør man måle hestens temperatur. Den kan man måle med et almindeligt termometer i hestens endetarm. Normaltemperaturen hos en voksen hest er omkring 38,0 grader C. Hvis hesten har en virusinfektion, kan temperaturen stige til 40-41 grader. Efter arbejde og efter fodring vil hestens temperatur stige, så for at danne sig et overblik over hestens normaltemperatur, skal den tages om morgenen og/eller om aftenen inden fodring og arbejde. I forhold til herpesvirus anbefaler dyrlægerne, at man tilkalder sin dyrlæge, såfremt temperaturen er over 38,2 grader.
2. Åndedræt
Hesten trækker vejret gennem næsen, hvorefter luften passerer svælget og via luftrøret når lungerne. Luften trækkes ind gennem næsehulerne, idet brystkassen udvides, og når den atter formindskes, presses den ”brugte” luft samme vej ud igen. Det er muskler mellem ribbenene og i mellemgulvet, som sørger for åndedrætsbevægelserne.
Når hesten er i hvile og er afslappet, vil hvert åndedrag være på ca. 4 l luft, og den vil ånde mellem 7 og 15-16 gange pr. minut.
Stiger hestens åndedræt i ro kan det skyldes feber eller smerter. Åndedrættet kan ses ved at betragte, hvor hurtigt brystkassen hæver og sænker sig, samt ses på hestens næsebor.
3. Mave-tarm-lyde
Lyt til lydene i hestens bughule i flankerne på begge sider. Her vil man normalt kunne høre et miks af gurglende, ”knurrende” lyde, som tegn på, at hestens mave og tarmfunktion er på arbejde med at omsætte foderet til energi. Er de lyde formindsket eller nærmest ikke til stede, kan det være tegn på kolik. Ved vindkolik eller gæringskolik vil bugen blive udspilet, og ved at lytte til flankerne, kan man høre metalklingende og boblende lyde.
4. Puls og kredsløb
Blodet gennemstrømmer hele hesten indesluttet i et lukket kredsløb, og det er hjertet, som pumper blodet rundt i karsystemet. Hjertets sammentrækninger sker med regelmæssige, rytmiske bevægelser, i hvile mellem 25-40 gange, ved hurtigt arbejde indtil ca. 120 gange i minuttet.
Hestens kondition har også indflydelse på pulsen, en hest i god kondition har en lav hvilepuls, ned til 30 slag pr. minut. Den maksimale pulsfrekvens, en hest kan få, er individuel og arveligt betinget. Den ligger mellem 210-240 slag pr. minut.
Hjertefrekvensen måles bedst med stetoskop på venstre side af brystet lige over albuespidsen. Man kan også mærke hjerteslaget ved at placere en flad hånd samme sted. Man kan med fingeren føle hjerteslaget i de store pulsårer, der findes på underkæben. Når man skal mærke pulsen, er det vigtigt ikke at bruge sin tommelfinger ind mod hesten, da man så kommer til at mærke sin egen puls i stedet for hestens.
5. Slimhinder og gummer
Hestens synlige slimhinder på gummerne (tandkød) bør være lyserøde og fugtige uden pletter eller blødninger. Er de misfarvede, gullige eller blålige, er det et sygdomstegn.
Ved at presse på hestens gummer med en finger kan man kontrollere, hvor hurtigt det tager for tandkødet at skifte fra hvid til pink farve (hvilket indikerer hvor hurtigt de små blodkar igen fyldes af blod). Hos en sund hest vil det tage et til to sekunder for tandkødet at skifte farve. Tager det længere tid, kan det være et tegn på dehydrering, chok eller blodtab.
6. Varme i hoven
Hestens hove skal normalt være kølige. Temperaturen kan variere med arbejde eller såfremt hesten står i solen, eller i en madras med stor varmeudvikling. Konstaterer man, ved at føle på hoven, at den virker varm, så kontroller temperaturen op mod de øvrige hove. En varm hov kan være tegn på betændelsestilstand. Ved mistanke om, der er noget galt i hoven, eller hvis hesten måske ligefrem er halt, er det en god idé at mærke efter pulsen i hestens ben. Den kan være forstærket, hvilket menes, at pulsen slår hårdere end normalt og ikke nødvendigvis hurtigere. For at man med sikkerhed kan konstatere om pulsslaget er hårdere, er det ofte nødvendigt at sammenligne med et af de andre ben. Man skal være opmærksom på, at ved fx forfangenhed er begge forben som regel angrebne, og vil ikke vise nogen forskel i pulsen og varme i hoven. På forbenene mærkes pulsen indvendigt på piben og på bagbenene udvendigt på piben. Brug ikke egen tommelfinger, da man så kommer til at mærke sin egen puls i stedet for hestens.
7. Væskekonsumering
Man regner med at hesten skal drikke 40 ml pr. kg kropsvægt i hvile. En ridehest, der vejer 500 kg, skal således drikke mindst 20 liter pr. døgn. Ved arbejde kan konsumeringen fordobles. Og husk i vintermånederne kan væskeindtaget aldrig erstattes af sne. Hesten skal konstant have adgang til frisk vand. Et tegn på dehydrering kan være, at elasticiteten i huden bliver nedsat. Denne kan vurderes ved at lave en hudfold henover skulderen hos hesten. Man laver en hudfold mellem tommel- og pegefinger og klemmer sammen. Normalt forsvinder denne hudfold på under 1 sekund, men hvis hudfolden bliver stående i længere tid er det tegn på væskemangel eller dehydrering.
8. Urinmængde og gødning
Urineringen skal foregå uden besvær og i en stråle med en klar lysgul farve. Det er normalt at urinen skummer, når den rammer jorden. Hesten afgiver ca. 5 liter pr. døgn. Dette varierer afhængigt af, hvor meget væske hesten indtager, og hvor meget den sveder.
Hestens gødning skal være kugleformet, fugtig, og skal kunne gå i stykker ved berøring. Får hesten diarré kan det dels skyldes foderændringer eller stressbetingede ændringer af tarmfloraen med kokasselignende, ildelugtende gødning. Diarré kan også være tegn på et parasitproblem, så her vil det være en god idé at få taget en gødningsprøve.
Hesten – en atlet
Fordi vi forlanger atletiske præstationer af hesten, når vi bruger den til ridning eller væddeløb, betyder det, at der ofte er en meget stor belastning på dens væv, organer og kredsløb. Den belastning tåler hesten let, såfremt den er rask og sund. Men i mange tilfælde vil selv en mindre skade eller en lettere sygdom betyde, at hesten er uanvendelig i kortere eller længere tid, og at den, hvis den fortsat rides, arbejder med nedsat præstation og risiko for at skaden eller sygdommen forværres. Derfor er et vist kendskab til hestekroppens opbygning og funktion vigtigt i forhold til at erkende og tolke tidlige tegn på sygdom og skade.
Kilde. Magasinet Ridehesten
