Pas også på dit eget helbred, rytter!

20-08-2021 07:39

Christine Krogh Frausing
Skribent

Din hest får sikkert både vitamin- og mineralblanding, tilpasset müsli, mash og melasse til dessert – men hvad med dig selv? Husker du D-vitaminerne? 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten / Sanne Kolind
Nyheden fortsætter efter annoncen

Forskning viser, at mangel på D-vitamin kan føre til problemer med manglende energi samt smerter og nedsat kraft i muskler og skelet – og det er jo ikke så fedt, når du svinger dig i sadlen og gerne skulle have kræfter til at få noget positivt ud af rideturen. Derfor bør du måske mærke efter, om du er én blandt mange danskere, som har tegn på at mangle D-vitamin.

Faktisk er det ikke mindre end 43 procent af danskerne, der mangler D-vitamin, men da symptomerne kan være mange og forskellige er det ikke altid, at vi opdager, at det er manglen på D-vitamin, som er synderen. Dansk forskning har påvist, at det er et tæt sammenhæng mellem et velfungerende immunforsvar og D-vitamin foruden et velreguleret blodtryk, et sundt skelet og stærke, smidige muskler.

I hele sommerhalvåret, når solen skinner, optager man en god portion af det D-vitamin, man har brug for, når man opholder sig udendørs på ridebanen eller strigler ude i solens stråler. Alligevel er udendørslivet i sommerhalvåret ikke altid tilstrækkeligt til, at man får dækket sig behov for D-vitamin – særligt fordi at vi her i norden er dækket af tøj i store dele af året. Derfor kan det være en god idé at overveje, om man skal tage D-vitamin som et kosttilskud.

Her kan du læse, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med de tegn, der kan afsløre, om du mangler D-vitamin.


Træthed: 
Det er almindeligt, at man kan være træt ovenpå rideturen, men hvis man føler sig markant energiforladt og næsten ikke orker dagens gøremål, kan det være et tegn på, at man har for lavt D-vitaminniveau i kroppen. 

Smerter i knoglerne:
Smerter, som går helt ind i skelettet, kan være tegn på, at du mangler D-vitamin. Smerterne opstår, fordi D-vitamin er afgørende for, at man kan optage calcium til knoglerne, så når niveauet er for lavt kan kroppen ikke regulere optaget.

Trætte muskler:
Dine muskler kan føles så svækkede, at du næsten ikke kan løfte en balle hø eller svinge sadlen op på ryggen af hesten uden, at det føles som en meget stor kraftanstrengelse. Smerterne opstår typisk i lægge, lår i lænd. Når musklerne er svækkede skyldes det, at D-vitamin er nødvendigt for, at vores muskler kan fungere, som de skal.

Hukommelsen er udfordret:
Måske synes du, at din mobiltelefons kalender fungerer som din eksterne hjerne, fordi du simpelthen ikke kan huske, hvornår ponyen og barnet skal vaccineres eller, hvornår der er deadline på din næste stævnetilmelding. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at du presser dine ”små grå” til det yderste ved at have meget travlt igennem længere tid, men det kan faktisk også være et tegn på, at du mangler D-vitamin. Manglen på det centrale vitamin er nemlig sat i forbindelse med kognitive problemer. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hovedet smerter:
Har du ofte eller endda kronisk hovedpine? Så kan det være tegn på, at du mangler D-vitamin. Ofte vil den kroniske hovedpine være værst i vintermånederne og lette i de lyse måneder, hvor solen skinner. 

Din manke bliver tyndere:
Imens din hests man bare bliver blankere og smukkere måned for måned, er det ligesom om, at din egen manke tynder ud og efterlader dig med en noget sørgelig hestehale under ridehjelmen. Hårtabet kan skyldes, at du mangler D-vitamin, og det bør du ikke ignorere. 

Du er humørsyg:
På en ekstra irriterende onsdag, hvor du har fodervagt og regnen pisker ned i stænger i så overvældende mængder, at den løber ned af ryggen inden for regnjakken imens gummistøvlerne sidder fast i mudderet, er det meget normalt, at du kan blive irriteret. Hvis humøret derimod hele tiden svinger, selvom det ikke er ”den tid på måneden,” så kan det faktisk hænge sammen med, at du mangler D-vitamin. Forskerne har nemlig vist en sammenhæng mellem depression og mangel på D-vitamin. Dertil kommer, at hvis du er ramt af en vinterdepression, så kan det både handle om, at du mangler lys og D-vitamin – og det er der jo ikke så meget sjovt ved. 

Av, min ryg:
Hvis du er, som ryttere er flest, så er du ikke den arbejdssky type, som siger ”nej” til at få høet op på høloftet eller ride en hest eller 15. Det hårde fysiske arbejde kan give smerter i lænd og ryg, men hvis smerterne bliver ved uden, at du kan koble dem sammen med tunge løft, hård træning eller menstruationssmerter, så kan de faktisk hænge sammen med, at du mangler D-vitamin. Det skyldes, at D-vitamin er centralt for, at dine muskler fungerer, så hvis du mangler vitaminet, så kan du få svage muskler, som fører til rygsmerter. 

Aaaatjuuuu – igen:
Gentagne infektioner kan hænge sammen med, at du mangler D-vitamin. Forskningen peger nemlig på, at et effektivt immunforsvar er afhængigt af, at du har det niveau af D-vitamin i kroppen, som du skal have. Derfor bør du konsultere din læge, hvis du har mistanke om, at du mangler D-vitamin. 

Kilder: Sundhedsstyrelsen, netdokter.dk, sundhed.dk, Hjerteforeningen, videnskab.dk 

Gode råd til mere D-vitamin

Ophold dig i solen hver dag. Heraf dog maksimalt 20 minutter uden solcreme og undgå solens stråler midt på dagen mellem kl. 12-15. 
Tag et tilskud af D-vitamin. Du skal have mellem 35-38 mikrogram om dagen, og du må aldrig tage mere, da der i så fald kan opstå forgiftninger. Rådfør dig med din læge, hvis du er i tvivl. 
Du kan booste kroppens lager af D-vitamin ved at spise fede fisk som laks, ål, sild, torskerogn eller torskelever, men også æg, nødder, kød og fed mælk indeholder D-vitamin. 

Læs mere om mangel på D-vitamin HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner