Britt Carlsen
Hesten er fra naturen et steppedyr, hvis naturlige foder er græs og urter. Hesten har i dag præcis samme behov for struktur og energi, som da den for hundrede af år siden løb frit på stepperne, men energibehovet er stigende med øget træningsmængde. Den energi får hestene traditionelt fra forskellige typer kraftfoder, og mens mange ryttere har stort fokus på at finde det rette kraftfoder til hesten, så får grovfoderet måske lidt mindre opmærksomhed, og det er en misforståelse.
Et svensk forsøg udført ved Sveriges landbrugsuniversitet (læs magasinet Ridehesten september 2012), hvori der indgik seks væddeløbsheste viste en indikation af, at hestenes præstationer var bedre i den periode, hvor de kun fik stråfoder. I samme periode var blodets pH-værdi også højere, hvilket peger på, at foderplaner udelukkende bestående af stråfoder, kan modvirke en ophobning af mælkesyre i musklerne i forbindelse med intensiv træning.
Til gengæld viste forsøget også, at glykogenindholdet (musklernes energidepot) i musklerne var højere i perioden, hvor hestene blev fodret med den blandede foderplan.
Konklusionen ud fra det forskerne ved lige nu må derfor være, at præstationsheste bør fodres med en vis mængde kraftfoder, men at man med fordel kan erstatte en del af kraftfoderet med en større mængde grovfoder. Så længe hesten spiser med appetit, og grovfoderet er af en god kvalitet, både hvad angår energiindhold og hygiejnisk kvalitet. Læs mere om dette emne i magasinet Ridehesten marts 2013.
Grovfoderkvalitet og sundhed
Vi kender alle det at åbne en balle wrap og den dufter dejligt. Det ser lækkert grønt ud, og hygiejnen må bestemt være i top og det samme gælder næringsindholdet. Men kan vi se på grovfoderet, om det er af god hygiejnisk kvalitet og har det helt rigtige indhold, så vores heste får det, de har brug for? Nej, desværre er det ikke muligt at garantere god hygiejne eller næringsindhold på baggrund af udseende eller lugt, kan man læse i en artikel om vinterfoder i magasinet Ridehesten i marts 2019.
Skimmelsvampe
Mug og svampesporer kan producere skadelige mykotoksiner. Et eksempel på et mykotoksin er aflatoxin, som er produceret af en skimmelsvampefamilie ved navn Aspergillus spp. Aflatoksin kan gøre skade på leveren, give appetitløshed, depression, feber, muskelskælven, ataksi (ukoordineret gang) og hoste. Forskere har også vist en sammenhæng mellem skimmelsvampe og luftvejssygdommen ”recurrent airway obstruction” (RAO).
Døde dyr i grovfoderet
Det er ikke ualmindeligt at finde en død mus eller endnu værre, dele af et større dyr i en balle hø eller wrap. Dette er ikke helt ufarligt, da de bakterier, der opstår, når et dyr går i forrådnelse, kan være meget skadelige for heste. En af disse bakterier hedder Clostridium Botulinum, og de toksiner, den udskiller, kan forårsage en neurologisk og dødelig sygdom, der hedder Botulisme. Der findes forskellige slags botulisme, men for heste er det mest almindeligt, at det kommer fra døde dyr i hø og wrap. Det kan selvfølgelig også ske, hvis hesten drikker vand eller æder foder kontamineret med bakterien. Foder, som er kontamineret med bakterien, kan se helt normalt ud og lugter ofte ikke dårligt.
Når toksinerne kommer ind i hestens krop og ud i blodbanen, bindes de til nerveceller (neuroner) og forhindrer nervecellerne i at sende signaler til muskelceller, hvilket forårsager lammelser. Heste er meget følsomme overfor disse toksiner, og der skal langt færre toksiner til for at påvirke og slå en hest ihjel sammenlignet med f.eks. en mus, som er noget mere robust.
Kliniske tegn, dødsfald eller aflivning kan blive konsekvensen, og de tidlige tegn på botulisme er savlen, at den taber sit foder, dysfagi (synkebesvær), nedsat appetit, uro, svaghed, muskelskælven, depression og at hesten ligger mere ned end normalt.
Ukrudt og giftige planter
Der er mange forskellige måder, hvorpå ukrudt og andre planter kan skade hesten. Det kan både være plantens fysiske form og hårdhed, der kan skade hestens mund, svælg og mavesæk, men det kan også være giftstoffer (toksiner) i planten, som hesten ikke kan tåle. Der findes mange planter, som er giftige for heste. Det kan ske, at de giftige planter er blevet presset ind i hø- eller wrapballen, så hesten ikke opdager dem og derfor ikke kan undgå at æde dem. Ranunkel indeholder giftstoffet protoanemonin, som ved tørring omdannes til anemonin. Dette stof er ikke giftigt, hvorfor ranunkel i hø ikke er giftigt. Derimod er protoanemonin stabilt i en pH mellem 4,8-8, hvilket betyder, at ranunkel fortsat kan være giftig i wrap. Indholdet af protoanemonin varierer mellem forskellige arter og modningsstadier, idet blomstrende planter har det højeste indhold. Brandbæger indeholder giftstoffet pyrrolizidin alkaloider, som nedbrydes til de meget giftige pyrrolderivater. Planten bevarer sin giftighed, selvom den tørres eller ensileres. Heste er meget følsomme overfor dette giftstof, og der opstår hurtigt forgiftninger, hvis de indtager brandbæger. Symptomerne på forgiftninger med ranunkel kan være savlen, betændelse og hævelser i mund og svælg samt skader på fordøjelseskanalen. Derudover kan der opstå diarré, mørk eller blodig urin og usikker gang. Ved indtagelse af større mængder ranunkel kan der opstå kramper, koma, kredsløbskollaps og eventuelt respirationslammelse. Derudover kan berøring med ranunkel, eller mere specifikt plantesaften, give eksem specielt i områder, der er i berøring med planten f.eks. den nederste del af hestens ben samt hestens mule.
Ved brandbægerforgiftning kan der opstå akutte forgiftninger, men en kronisk og længerevarende forgiftning er mere almindeligt. Symptomer på kronisk forgiftning af brandbæger kan være uro, usikker gang eller slingerhed, sløvhed, presser hovedet ind mod væggen, blindhed, udspilet bug, væskeansamlinger, vægttab og gule slimhinder. Ved akut forgiftning går hesten i chok, sveder, puster, ryster, har usikker gang og manglende orienteringsevne. Ved det akutte angreb skal behandlingen ske hurtigt pga. den alvorlige choktilstand. Det kan ske, at hesten ved alvorlig forgiftning afgår ved døden eller må aflives grundet alvorlige smerter, som er svære at lindre selv ved intensiv smertebehandling.
