7 tips til programridning

16-08-2016 16:41

Mangler du inspiration til programridning på stævnedagen? Så får du her syv tips fra Juniorblogger Line Hass

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I sidste uge gav jeg mine bedste tips til at opnå en god opvarmning ved et stævne – og i forlængelse heraf vil jeg i dette blogindlæg give jer mine tips til at ride programmet på stævnedagen.

7 tips til programridning på stævnedagen

Tip 1: Definér målet og sæt forventningerne:
Hver gang du rider op ad midterlinien for at påbegynde dit program, skal du have et klart defineret mål med at ride programmet. Et defineret mål og en form for forventningsafstemning er vigtigt, da det har afgørende indflydelse på, hvordan du skal ride inde i programmet. Tag en ærlig snak med din træner omkring mål og forventninger for programridningen ved stævnet. På Holmegårdens Ridecenter har vi snart stævne, og jeg har derfor en snak med hver elev omkring mål og forventninger, så vi sammen kan ligge en plan for selve programridningen.
 
Nogle gange er målet med programridningen blot at komme godt rundt uden de store fejl, og at hesten har en god oplevelse. Dette er ofte en målsætning, som er gældende for den uerfarne hest i det pågældende programniveau. Rytterens opgave under programridningen er her at hjælpe hesten igennem programmet ved at have et godt overblik over linjerne og øvelserne, og uden at ligge det store pres.
 
Andre gange er målet at ride til sit yderste og at vise det maksimale frem i hesten. Dette kan være målsætningen for den erfarne hest og rytter ved mesterskaber og ved afgørende kvalifikationer. Her er rytterens opgave under programridningen at fokusere på detaljerne, at forlange kvalitet i de enkelte øvelser, og at ride med stort udtryk.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tip 2: Rid hesten i en form, som du kan bevare igennem programmet:
I sammenhæng med at klarlægge målet og forventningerne til programridningen er det også vigtigt at vælge en form på hesten, hvor du kan ride et sammenhængende og flydende program. Med form mener jeg; holdning, samlingsgrad, bæring, afskub mm. Vælg en form, som du også kan ride øvelserne i. Det giver et mere harmonisk program, og giver også de bedste point totalt set.
 
Tip 3: Visualiser dit program ved stævnebanen:
 Når du ankommer til stævnet, så brug et par minutter ved den bane, hvor du skal ride dit program og visualiser dig selv ride programmet. Det giver et bedre overblik, når du kommer ind på banen med hesten. Gennemgå ikke kun linjerne og øvelserne, men også dine korrektioner. Vær bevidst om dine udfordringer i programmet, men visualiser din programridning, hvor tingene lykkes planmæssigt.
 
Tip 4: Kend startsignalet:
 Hvis du har mulighed for at se en rytter, inden du selv skal ride, læg da mærke til, hvordan den pågældende dommer giver startsignal, og dan dig et indtryk af, hvor hurtigt startsignalet gives. Det giver dig en bedre ro, når du skal til at begynde dit eget program, og du kan bedre fokusere på at få hesten klar, inden du rider op ad midterlinjen.
 
Tip 5: Rid flot på kortsiderne:
 Undervejs i din programridning har du mulighed for at udvælge linjer i dit program, hvor du kan vise dommeren et flot billede af dig og din hest. Kortsiderne er ofte de linjer i programmet, hvor dommeren bedst kan se jer, og ofte er linjen ikke forstyrret af øvelser. Sid lidt ekstra flot, og rid med lidt ekstra udtryk på kortsiderne
 
Tip 6: Rid hjørnerne og husk de halve parader:
 Rid ALLE hjørner i dit program, så du ikke mister hesten undervejs i programmet. At ride hjørner vil sige at ride igennem hjørnet med en halv parade, så du undervejs i hele programmet balancerer hesten og får den forberedt på øvelserne. Uden de halve parader vil hesten falde mere og mere fra hinanden i takt med, at du rider programmet.

Tip 7: Rid med overblik:
Hav et godt overblik inde på banen og tænk hele tiden videre frem mod den næste øvelse, så du efter hver eneste færdiggjort øvelse er i gang med din forberedelse frem mod næste øvelse. Jo højere op du kommer i klasserne, jo hurtigere kommer øvelserne efter hinanden.

Jeg håber, at du kan få gavn af mine tips til at ride programridning på stævnedagen.
Mvh. Line Hermann Hass

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner