4 x Blue Hors i World Cup Top 8

17-04-2018 06:02

Ved World Cup-finalen i dressur i Paris tegnede der sig et billede af de mest dominerende og indflydelsesrige avlshingste i dressurhesteavlen, hvilket beviser, at avl ikke er tilfældigt

Copyright Ridehesten.com
Både Blue Hors Zack og hans søn Glock's Zonik blev placeret i World Cup-finalen. Her ses Danske Daniel Bachmann Andersen og Zack.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vinder af World Cup-finalen 2018 i dressur i Paris blev tyske Isabell Werth med den 13-årige oldenburgerhoppe Weihegold, der også vandt Grand Prix Special ved OL 2016 i Rio de Janeiro samt OL-holdguld og tredobbelt guld ved EM 2017 i Göteborg. Weihegold er datter af Blue Hors Don Schufro, der også rangerer i verdens top 10 over førende faderhingste i international dressursport.

Den levende legende Don Schufro, hvis døtre også fungerer fænomenalt i avlen, er netop morfar til World Cup-finalens nr. 4, hoppen Deja redet af tyske Patrik Kittel.

Nr. 7 i World Cup-finalen blev den danske ekvipage, Blue Hors Zack og Daniel Bachmann Andersen, der på blot et år er gået fra international Grand Prix-debut til at blande sig i den absolutte verdenselite og Zack som en af dressurverdensranglistens bedste hingste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Selv om Zack kun er 14 år, så har han også allerede afkom med i verdenseliten, og således blev hans søn, Glock’s Zonik, nr. 8 i World Cup-finalen under hollandske Edward Gal.

Blue Hors Don Schufro og Blue Hors Zack har altså sat deres tydelige præg på World Cup-finalen med deres stærke gener, og det kommer ikke fra fremmede. Don Schufros far Donnerhall er også morfar til finalens nr. 6, Cennin, og nr. 10, Sir Donnerhall II, lige som han er farfar til finalens nr. 12, Danilo. Zacks far Rousseau er også far til finalens nr. 14, Zippo.

/Blue Hors.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner