Trine Askjær-Jørgensen
I starten af juli blev de to første ryttere udtaget til det danske hold ved de paralympiske lege, som finder sted i Paris fra den 28. august til den 8. september 2024.
Det drejer sig om 28-årige Katrine Kristensen og 24-årige Tobias Thorning Jørgensen, der begge er forsvarende verdensmestre i paradressur i hver deres grad og tilmed skal være fanebærere for Danmark til dette års PL.
Truppen af ryttere i betragtning til de resterende PL-pladser blev dengang skåret ned til tre, som her frem til starten af august har skullet kæmpe om at blive en del af det hold, som sætter kursen mod Paris.
Nu er det så netop blevet offentliggjort, hvem de to sidste på holdet er, nemlig 21-årige Karla Dyhm Junge og 57-årige Pia Wulff Jelstrup, mens Nicole Johnsen er reserve og skal holde sig klar frem til starten på dressurkonkurrencerne i Versailles, som starter 3. september. Alle tre er PL-debutanter og kan altså se frem til at få en stor oplevelse og en masse erfaring, når de skal ride i de fine forhold ved Versailles.
– Det er med den største glæde og ydmyghed, jeg kan fortælle, at verdens bedste Daisy og jeg er udtaget til de Paralympiske Lege i Paris, skriver Karla Dyhm-Junge bl.a. på sin Facebook-side.
Danmark til PL's opslag på sociale medier med udtagelsen:
PL i Paris indledes den 28. august 2024 på Champs-Élysées og Place de la Concorde og afsluttes 12 dage senere den 8. september. Der forventes deltagelse af 4.400 para-atleter fra 184 paralympiske komitéer, der skal konkurrere om 549 medaljesæt i 23 sportsgrene. Den danske PL-trup forventes at tælle ca. 30 atleter i ni sportsgrene.
Kilde: Paralympiskelege.dk