Thilde Alsing
DRF sætter gennem en artikelserie fokus på, hvordan hestevelfærden kan sikres og forbedres. Det gør de i samarbejde med Dansk Rideinstruktør Forening. I artikelserien understreges det blandt andet vigtigheden af hesteeftersyn og kontrol med anvendt udstyr. DRF vil i løbet af 2024 give flere TD'er mulighed for at videreuddanne sig, så de kan udføre hesteeftersyn.
Hesteeftersynet udføres i forbindelse stævner, og det er her rytterens ansvar at sørge for, at hesten er sund og rask til at deltage i stævnet og ikke har skader relateret til brug af udstyr eller i øvrigt. Det gælder ligeledes, at udstyret skal være af godkendt type og kan godkendes ift. sikkerhed og tilpasning til hesten.
I 2018 satte DRF fokus på næsebåndet, efter det i en undersøgelse af mere end 3.000 stævneheste blev konstateret, at der var en sammenhæng mellem næsebåndets stramhed og sår i hestens mund.
Herefter indførte DRF "næsebåndsreglen", som skal sikre at næsebåndet ikke forvolder skader eller læsioner i hestens mund. Næsebåndsreglen kræver, at der mindst er 1,5 cm plads mellem næsebåndet og næseryggen.
I løbet af 2023 blev 659 heste kontrolleret ved et hesteeftersyn udført af de teknisk delegerede til stævnerne. DRF skriver, at hesteeftersynene har haft en positiv effekt på forekomsten af mundsår hos hestene. Eftersynene blev foretaget ved 10 af landets større stævner, og ud af de i alt 659 kontrollerede heste blev 11 heste diskvalificeret ved kontrollen.
Læs mere om hesteeftersynene i 2023 her.
Kilde: Dansk Rideforbund