Skal din klub være årets idrætsforening?

12-10-2024 21:47

Kender du en rideklub, der fortjener et skulderklap? Det kan for eksempel være, at de har formået at gøre noget ekstraordinært for deres medlemmer, at de har et helt specielt hold frivillige eller noget helt tredje? Så kan du nu indstille dem til titlen som Årets Idrætsforening 2024

Copyright Ridehesten.com
Har din klub et helt særligt sammenhold, eller fortjener den blot et ekstra skulderklap? Nu kan du indstille den til Årets Idrætsforening 2024. Foto: Ridehesten.com

Har din rideklub fortjent et ekstra skulderklap? Så kan du altså vise din støtte nu ved at indstille dem til titlen som Årets Idrætsforening. Danske Spil og Danmarks Idrætsforbund (DIF) kårer igen i år Årets Idrætsforening, og derfor kan alle nu indstille en forening, der har gjort en særlig indsats. 

Prisen "Årets Idrætsforening" anerkender det uundværlige arbejde og de frivillige kræfter, som idrætsforeningerne rundt omkring i Danmark består af. Prisen uddeles til en forening, der gør en helt særlig og ekstraordinær indsats. Udover den fornemme titel, følger 100.000 kroner til vinderen, ligesom de to øvrige finalister kan glæde sig over 10.000 kroner

Hvem kan indstille en forening? 
Alle kan indstille en forening, uanset om du er medlem, frivillig, forældre, træner, formand eller lignende. Alle dem, der har deres gang i og omkring foreningen, har mulighed for at anerkende og fortælle om alle de fantastiske aktiviteter, I arbejder med. Det kan også være ting, der rækker ud over det sportslige. Det kan for eksempel være, at der er et helt unikt sammenhold, eller at foreningen har gjort noget ekstraordinært. 

Hvordan bedømmes foreningerne? 
Foreningerne bedømmes ud fra flere kriterier, og der er ikke et endegyldigt facit på, hvad den forening, der løber med den fornemme titel og den flotte præmiesum skal have udrettet, for at blive Årets Idrætsforening. Det kan for eksempel være, at foreningen har taget et betydeligt samfundsansvar for for eksempel psykisk sårbare, klimaet eller andre målgrupper. Det kan også være, at foreningen har benyttet nye værktøjer og metoder til at styrke foreningens drift, kvalitet eller fællesskaber. Med andre ord: Kun fantasien sætter grænser. 

Tidslinje over forløbet

  • Der er nu åbent for indstillinger, og du kan indstille helt indtil den 29. oktober 2024
  • Fra den 30. oktober til den 20. november voterer juryen og udvælger de tre finalister 
  • Den 21. november offentliggøres de tre finalister, og afstemningen igangsættes
  • Den 1. december afsluttes afstemningen
  • Den 4. januar afsløres vinderen i forbindelse med det store Sport 2024-show i Jyske Bank Boxen i Herning

Hvordan indstiller man en forening? 
Hvis du vil indstille din rideklub til at vinde Årets Idrætsforening 2024 og de 100.000 kroner, skal du svare på en række spørgsmål om foreningen. For eksempel skal du svare på, hvad idrætsforeningen hedder, hvilken kommune den ligger i, ligesom du skal komme med en kort beskrivelse af foreningen og hvorfor lige netop denne idrætsforening skal vinde prisen. Alt skal ske via denne formular, hvor du også kan læse meget mere om prisen, samt hvordan du indstiller din rideklub. 

Kilde: Danmarks Idrætsforbund. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen