Zoniks helsøster solgt til USA

26-02-2015 10:40

Straight Horse Zackonik følger i sin helbror Zoniks fodspor. Den 5-årige hoppe er nemlig solgt til udlandet med henblik på en international dressurkarriere

Copyright Ridehesten.com
Emma Ahlberg og Straight Horse Zackonik.

RDH-hoppen Straight Horse Zackonik e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Straight Horse ApS) er solgt til USA og vil fremover blive videreuddannet af dressurrytter Christopher Hickey. Den talentfulde hoppe er helsøster til fløjhingsten Zonik (opdr. Linette Jæger).

I efteråret deltog Straight Horse Zackonik i finalen ved DRF's dressurchampionat for 4-års heste ved JBK i Odense og efterfølgende brillerede hun ved Dansk Varmblos egnethedstest med sjette højeste score på landsplan. Det betyder, at hoppen kvalificerede sig som en af favoritterne til Unghestechampionatet i Herning.

Zackonik, der er uddannet af Helgstrand Dressage og redet af Emma Ahlberg, kommer dog ikke til start i Unghestechampionatet, for hun har allerede krydset Atlanten og landede i USA tidligere på måneden. Hendes familie bliver dog fortsat repræsenteret i Herning, idet endnu en helbror, nemlig Straight Horse Zarastro, er udtaget til hingstekåringen og fremstilles af Helgstrand Dressage.

Straight Horse Zackoniks opdrætter, Straight Horse v/ Mogens Pedersen, har dog sikret arvefølgen, idet Straight Horse Zackonik  i 2014 via embryo transfer blev mor til et meget velgående hoppeføl efter De Niro.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner