Annika Knudsen Lorentsen
På Glock Horse Performance Centers hjemmeside beretter de, at den danskopdrættede tophingst Glock's Zonik e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov (opdr. Linette Jæger) er død.
– Vi sørger over tabet, det er så utroligt og uvirkelig. Vi er i dybt chok og fuld af sorg og rædsel, skriver de på hjemmesiden, hvor de også forklarer, hvordan hingsten døde.
Kort efter CHIO-stævnet i Rotterdam blev Zonik halt, og efter mistanke om et problem i en hov, førte grundig undersøgelse til diagnose af skaden. Ejerne besluttede at få ham opereret og transporterede ham til Tyskland til af de bedste hesteklinikker.
Operationen af hingsten fandt sted den 13. juli, og operationen gik godt. Desværre skete der kort efter en ulykke. Zonik stod i den boks, hvor han skulle vågne og komme sig efter operationen, og her skadede han sig selv så voldsomt, at der ikke var andet at gøre, end at aflive hingsten. Han brækkede begge bagben.
– Vi har mistet ordene lige nu. Vi er dybt triste og rystede til kerne ved tabet af vores store ven. Han havde stadig en lys fremtid foran sig, men det skulle ikke være sådan, lyder det fra Hans Peter Minderhound, Edward Gal og Nicole Werner, som alle er en del af teamet hos Glock Horse Performance Center i Østrig.
Et utal af store præstationer bag sig
Glock's Zonik er opdrættet i Dansk Varmblod, af Linette Jæger, og han er efter Blue Hors Zack, som netop nu er i Tokyo for at deltage ved OL med danske Nanna Skodborg Merrald. Zonik selv, har også et utal af store resultater bag sig, og med Edward Gal i sadlen har han blandt andet deltaget ved VM i 2018 og ved EM i 2019, hvor det blev til en sølvmedalje for hold og en individuel fjerdeplads.
Ekvipagen har ligeledes vundet det hollandske mesterskab, ligesom de har vundet flere internationale Grand Prix-klasser. I 2021 havde Hans Peter Minderhound overtaget tøjlerne på hingsten, og de nåede at ride ved det internationale stævne i Compeigne, ligesom de i midten af juni måned red ved det 4-stjernede stævne i Le Mans, hvor det blev til sejrer i både Grand Prix og Grand Prix Kür.
Succes som avlshingst
Zonik blev tilbage i 2012 færdigkåret i Dansk Varmblod, hvor han blev tildelt opdrættermedalje i sølv, og ligeledes fik tildelt Aage Ravns Vandrepokal, idet, at han blev kåret som fløjhingst i det dressurbetonede hold.
Zonik er far til mange gode afkom, heriblandt de kårede hingste Gammelenggårds Zappa og L.A. Zonik L.