Thomas Bach Jensen
For godt to år siden (december 2012) blev Zonik e. Blue Hors Zack / Blue Hors Romanov / Blue Hors Don Schufro (opdr. Linette Jæger) solgt fra danske Helgstrand Dressage til østrigske Glock Dressage, der er sponsor for de hollandske landsholdsdressurryttere, Edward Gal og Hans Peter Minderhoud.
Zonik var tidligere 3-årig præmiehingst ved Dansk Varmblods Hingstekåring og stod i sin første bedækningssæson til rådighed i den tyske avl igennem Paul Schockemöhle. I 2012 blev hingsten færdigkåret i Herning med bl.a. fire 9-taller og udmærket med opdrættermedalje i sølv samt tildelt Aage Ravns Vandrepræmie som bedste dressurbetonede 4-års hingst. Samme år nåede Andreas Helgstrand og Zonik en fremragende stævnesæson med få starter. I kvalifikation, mellemrunde og finale af DRF's Dressurchampionat blev det til imponerende sejre med bl.a. karakteren 10 for trav.
For mange var Zoniks og Hans Peter Minderhouds indsats ved UVM for 5-års i 2013 en lidt skuffende oplevelse. Hingsten virkede ikke helt oplagt og bl.a. forekom galoparbejdet noget mat. Zonik har sidenhen fået Edward Gal som rytter, og tilsyneladende har ekvipagen ikke snydt fra træningen.
Edward Gal og den nu 7-årige Zonik sikrede sig i går aftes en helt suveræn sejr i ekvipagens første internationale Prix St. Georges med intet mindre end 78,289% og henviste kendte avlshingste som Bordeaux/Eva Möller (GER) og Charmeur/Madeleine Witte-Vrees (NED) til sekondære placeringer.
Se video af ekvipagens ridt HER
Se klassens resultat HER