Cecilia Lindahl
Så blev det finaledag ved de hollanske mesterskaber i dressur i Ermelo, og ikke helt overraskende blev det DV-hingsten og forsvarende mester Glocks Zonik e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Linette Jæger) med Edward Gal i sadlen, der nu kan kalde sig vinder af de hollandske mesterskaber i dressur.
Efter en fremragende præstation i går var forventninger høje til den imponerende ekvipage, og det var bestemt heller ikke et skuffende resultat som ekvipagen leverede i dag. Zonik og Edward Gal leverede nemlig et fejlfrit program med flere højdepunkter. Særligt sidetraverserne i samlet trav blev belønnet af dommerne med flere nitaller og et enkelt tital.
Konkurrenterne havde ikke en chance i dag, og Glocks Zonik og Edward Gal kunne stille sig øverst på sejrsskamlem med hele 83,425 %.
Hans Peter Minderhoud og Glocks Dream Boy kæmpede for pointene, og ekvipagen kom flot over 80 %-barrieren med 81,435%, men måtte også i dag altså ”nøjes” med andenpladsen, mens Adelinde Cornelissen på Aqiedo løb med tredjepladsen med 79,00 %.
De hollandske mesterskaber er sidste observationsstævne inden den hollandske landstræner Rien van der Schaft vil udtage de ryttere, som skal repræsentere Holland ved WEG i Tryon.
Se alle resultaterne HER